Forside Politik Kommentarer 2009 Bedre sammenhæng i...

Bedre sammenhæng i uddannelsessystemet

3. juli 2009

Nu bliver det let for studerende at skifte mellem læreruddannelsen og danskstudiet uden at forlænge studietiden. En ny aftale mellem Københavns Universitet og professionshøjskolerne UCC og Metropol er et godt eksempel på, at et samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner kan give de studerende flere valgmuligheder og i sidste ende formentlig også tiltrække flere unge til studierne.

Finansrådet håber, at den nye aftale vil være startskuddet til en lang række af lignende aftaler mellem professionshøjskoler og universiteter. Flere uddannelsesinstitutioner bør lade sige inspirere af aftalen og følge trop. Det ville klæde det danske uddannelsessystem.

Det er vigtigt, at det er let og gennemskueligt for studerende at få merit og skifte uddannelse. Generation Y, som de unge kaldes, vil have mange valgmuligheder og ingen blindgyder. De er bange for at blive låst fast, og det kan afholde dem fra at vælge uddannelser, som ikke giver dem mulighed for et let studieskift, hvis de ikke har valgt rigtigt i første omgang.

Aftalen mellem universitetet og professionshøjskolerne er også et godt eksempel på, at det giver meget god mening at lade studerende skifte mellem de akademiske og de professionsrettede uddannelser. På denne måde understøtter man de studerende, som hen af vejen opnår en akademisk modenhed, der giver dem lyst og mod på et universitetsstudie. Samtidigt understøtter man de studerende, som finder ud af, at de hellere vil have en professionsrettet uddannelse, som allerede på bachelorniveau giver dem direkte adgang til arbejdsmarkedet.

Selvom man ikke nødvendigvis lærer det samme, er begge uddannelsesretninger på et højt fagligt niveau, og det bør anerkendes. I Danmark skal vi have ét sammenhængende uddannelsessystem, hvor det faglige niveau holdes højt samtidig med, at de studerende har fleksible overgange mellem studieretninger uden fare for at blive fanget i blindgyder. Det er den rette vej til at få flere unge i uddannelse.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her