Forside Politik Kommentarer 2009 Låneefterspørgsel ...

Låneefterspørgsel på stabilt niveau

25. august 2009

De seneste tal fra Nationalbanken viser, at bankernes udlån til de danske virksomheder har ligget på et stabilt uændret niveau de seneste tre måneder, når der tages højde for sæsonudsving.

Virksomhedernes efterspørgsel efter lån i bankerne lader dermed til at have fundet et nyt stabilt leje. I forhold til situationen for et år siden er udlånet til virksomhederne dog faldet med ca. 5 pct., jf. figuren.

De privates udlån i bankerne er faldet svagt i juli måned med ca. 700 mio. kr., svarende til godt ½ procent, når der korrigeres for sæsonudsving. I forhold til samme måned sidste år er udlånet dermed faldet med 2,5 pct., jf. figuren.

Se figur som pdf

Det faldende udlån til de private skyldes et fald i de såkaldte forbrugerkreditter og anden kredit, mens udlånet med boligformål er uændret i juli måned i forhold til juni. I forhold til sidste år er udlånet med boligformål dog knap 9 mia. kr. højere i år.

Tallene fra Nationalbanken afspejler således den udvikling, der har været i det private forbrug det seneste halve år. Generelt har danskerne holdt igen med forbruget, hvilket har reduceret efterspørgsel efter lån i bankerne. Yderligere har udbetalingen af SP-pengene mindsket trækket på fx kassekreditter. Samlet trækker dette i retning af lavere udlån til private, hvilket også ses i Nationalbankens seneste opgørelse.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her