Forside Politik Kommentarer 2009 Stabil kreditpolit...

Stabil kreditpolitik og lavere efterspørgsel

12. oktober 2009

Bankerne stabiliserer kreditpolitikken, men lavere efterspørgsel efter banklån.

Nye tal fra Nationalbankens udlånsundersøgelse viser, at bankernes udlånspolitik over for virksomhederne er uændrede fra 2. kvartal til 3. kvartal i år. Bankernes forventning er, at de samme vilkår vil være gældende i 4. kvartal i år.

De uændrede vilkår understøtter den stabilisering i den økonomiske situation, som indikatorer og enkelte nøgletal har vist tegn på i den senere tid.

Nationalbankens udlånsundersøgelse peger også på, at virksomhedernes efterspørgsel efter banklån stadigvæk er på et lavt niveau. Som det fremgår af figuren herunder, har virksomheder efterspurgt færre lån i 3. kvartal i år, end bankerne forventede ved udgangen af 2. kvartal. Særligt blandt små og mellemstore virksomheder har efterspørgslen efter et banklån været væsentligt under det forventede niveau (fremgår ikke af figuren).

En forklaring på den lavere efterspørgsel er konjunkturelt betinget, fordi virksomhederne efterspørger færre lån på grund af den økonomiske afmatning og dermed lavere produktion. En anden forklaring er forlængelsen af virksomhedernes betalinger af bl.a. A-skat og moms, som har forbedret virksomhedernes likviditet.

Figur: Ændring i virksomhedens efterspørgsel efter lån i banker.

Tabeltillæg fra Nationalbankens udlånsundersøgelse kan findes her.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her