Forside Politik Kommentarer 2009 Udlån til virksomh...

Udlån til virksomheder stabiliseret

28. maj 2009

Nye tal fra Nationalbanken viser, at bankernes udlån er stort set lige så højt i april som i marts. Og højere end på samme tid sidste år.

Udlånet til virksomhederne er omtrent uændret fra marts til april, mens der er et mindre fald i det sæsonkorrigerede udlån til husholdninger på ca. 2 mia. kr. Det er alene udlån til forbrug, der er faldet. Bankernes udlån til boligformål er ikke faldet og er højere end ved udgangen af sidste år. Faldet i forbrugslån afspejler et stort fald i efterspørgslen. Vismændene forudser således et fald i det private forbrug på 2,4 pct. i år.

For både husholdninger og virksomheder gælder det, at det samlede udlån er højere end på samme tid sidste år, men vækstraterne har - som det fremgår af figuren til højre - været aftagende over en periode på næsten tre år. Som Finansministeriet påpeger i deres nyligt offentliggjorte Økonomiske Redegørelse, er det imidlertid kun et problem, hvis det dækker over en situation, hvor ellers kreditværdige kunder ikke kan få et lån. Det er der ikke tale om.

Bankerne yder lån til kreditværdige kunder og udlånet ligger fortsat højt trods usikkerhed omkring den økonomiske situation og stigende tab. Finansministeriet påpeger i føromtalte redegørelse, at såvel udsigten til større tab som den generelle økonomiske usikkerhed gør det naturligt, at banker naturligt nok vælger at reducere eksponeringen overfor risikable lån og investeringer. Sammen med den lavere efterspørgsel efter lån blandt virksomhederne, kan det føre til lidt lavere udlån på sigt.

Vækstraterne i bankernes udlån til både virksomheder og husholdninger har været positive siden februar 2004. År-til-år vækstraterne overfor virksomhederne har i både marts og april måned været på 3,4 pct., og noget kan således tyde på, at udviklingen er ved at stabiliseres efter en periode med fald. Låneefterspørgslen er dog faldet væsentligt, hvorfor yderligere fald ikke kan afvises på nuværende tidspunkt.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her