Forside Politik Kommentarer 2010 Bankerne forventer...

Bankerne forventer stigende efterspørgsel efter lån

13. april 2010

Nationalbankens udlånsundersøgelse for 1. kvartal 2010 konkluderer, at bankerne det seneste kvartal har oplevet en svag stigning i efterspørgslen efter lån både for privatkunder og erhvervslivet. Den stigende efterspørgsel bekræftes ved, at bankernes udlån også er steget svagt i samme periode.

Undersøgelsen viser også, at bankernes kreditpolitik er uændret både over for private og virksomheder. Kreditpolitikken forventes at forblive uændret i det kommende kvartal. Det bemærkes, at dette billede af kreditpolitikken er ens for både små og store virksomheder.

Den uændrede kreditpolitik skal ses i lyset af, at bankerne fortsat forventer tab på udlån. Bankerne forventer øgede nedskrivninger for privatkunder i det kommende kvartal. For erhvervskunder er forventningerne til udviklingen i nedskrivningerne mere positive. Men bankernes tab vil historisk set fortsat ligge på et højt niveau. Dertil kommer, at pengemarkedsrenterne endnu ikke er tilbage på niveauet, før finanskrisen brød ud i sommeren 2007.

Nationalbankens udlånsundersøgelse bygger på svar fra kreditchefer i banker og realkreditinstitutter og er offentliggjort den 13. april 2010.
Det bemærkes, at en værdi på -50/+50 svarer til, at efterspørgslen er faldet/steget lidt.

Nationalbankens undersøgelse kan findes her

Figur: Ændringer i efterspørgslen efter erhvervslån (klik på figuren for at se den i pdf)

Ændringer i efterspørgslen efter erhvervslån 432_130410

Kilde: Nationalbanken
Anm.: Nettotallet angiver -100 (strammet/faldet en del), -50 (strammet/ faldet lidt), 0 (uændret), +50 (lempet/steget lidt), +100 (lempet/steget en del). Svarene vægtes sammen til et nettotal efter bankernes andel af det samlede udlån. 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her