Forside Politik Kommentarer 2010 Bankerne har ikke ...

Bankerne har ikke forsinket den digitale tinglysning

17. september 2010

Finanssektoren er uenig i Kammeradvokatens vurdering af sektorens rolle i forbindelse med forsinkelsen af den digitale tinglysning. I Kammeradvokatens redegørelse fra den 14. september 2010 om erstatningsansvar får den finansielle sektor kritik for at have bidraget til forsinkelserne i den digitale tinglysning.

Af undersøgelsen fremgår det, at det var en udfordring for Tinglysningsretten at skelne mellem hastesager og massekonverteringer. Men finanssektoren har ikke indsendt pantebreve til massekonverteringer i nævneværdigt omfang.  Denne skelnen og kritik er derfor irrelevant.

Da det stod klart, at der var en kritisk sagsophobning hos Tinglysningsretten, tilbød finanssektoren vederlagsfrit at stille 50-60 medarbejdere til rådighed for Tinglysningsretten med henblik på at nedbringe deres sagspukkel. Tinglysningsretten ønskede imidlertid ikke at tage imod dette tilbud.

Kammeradvokaten kritiserer endvidere, at finanssektoren ikke selv forestod arbejdet med at konvertere pantebreve. Men i 2009 var det ikke muligt, uden at sektoren samtidig overtog statens objektive ansvar for rigtigheden af de allerede tinglyste pantebreve.

Først i februar 2010 blev der fundet en juridisk løsning, som muliggjorde, at finanssektoren kunne digitalisere pantebreve. Umiddelbart herefter begyndte sektoren at modtage de tidligere fremsendte pantebreve retur og gik herefter straks i gang med opgaven med at digitalisere disse.

Finanssektoren har tillige tilbudt vederlagsfrit at hjælpe Tinglysningsretten med at digitalisere de resterende ca. 1,4 mio. pantebreve. En opgave, som ifølge loven skal være gennemført inden for de næste fire år.

Finanssektoren har gjort opmærksom på, at det er statens ansvar at sikre digitalisering af pantebreve.

Fakta

  • Finanssektoren har ikke indsendt pantebreve til massekonverteringer, som påstået i Kammeradvokatens redegørelse.
  • Finanssektoren tilbød Tinglysningsretten 50-60 medarbejdere som hjælp til at nedbringe deres sagspukkel. Tinglysningsretten ønskede ikke at tage imod tilbuddet.
  • Først i februar 2010 blev der fundet en løsning, så finanssektoren kan digitalisere pantebreve.
  • Finanssektoren har tilbudt vederlagsfrit at digitalisere de resterende ca. 1,4 mio. pantebreve.
  • Det er statens ansvar at sikre digitalisering af pantebreve

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her