Forside Politik Kommentarer 2010 Bankernes udlån st...

Bankernes udlån stabilt det seneste halvår

28. maj 2010

Nye tal fra Nationalbanken viser, at bankernes udlån har ligget på et stabilt niveau det seneste halve år. Det gælder både udlån til private og erhvervskunder. Udlånstallene for april måned understreger dermed, at dansk økonomi langsomt bevæger sig mod lysere tider, og at udlånet så småt følger med.

Sammenlignet med slutningen af 2009 er bankernes udlån til virksomhederne steget med 8 mia. kr., hvilket svarer til en stigning på 1,6 procent, når der tages højde for sæsonudsving. Fra marts til april var der dog et svagt fald i det sæsonkorrigerede udlån på 0,3 procent.

Bankernes udlån til private kunder er siden årsskiftet steget med knap 4 mia. kr., hvilket svarer til en stigning på 0,7 procent, når der tages højde for sæsonudsving. Den seneste måned har der været en stigning på 0,1 procent i det sæsonkorrigerede udlån til privatkunder.

Set over det seneste halve år har bankernes udlån til både virksomheder og private kunder således ligget på et stabilt niveau, jf. figur 1.

Det seneste halve års stabilitet i bankernes udlån er et tegn på bedringen af de økonomiske konjunkturer i Danmark. Men bankerne står fortsat over for en betydelig kreditrisiko, som naturligt påvirker udlånet. Opsvinget i dansk økonomi er skrøbeligt, og arbejdsløsheden vil formentlig toppe i 2011. I den netop offentliggjorte rapport "Finansiel Stabilitet 2010" påpeger Nationalbanken også den høje kreditrisiko, som bankerne står overfor, da den forudsiger, at bankernes tab på udlån vil ligge på et højt niveau i 2010.

Figur 1: Bankernes sæsonkorrigerede udlån (klik på figuren for at se den i pdf)

 

Bankernes_sæsonkorrigerede_udlån_432_280510

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her