Forside Politik Kommentarer 2010 Den halve og hele ...

Den halve og hele sandhed om bankerne og landbruget

23. juli 2010

Debatindlæg bragt i LandbrugsAvisen den 23. juli 2010, 1. sektion, side 15. Af Vibe Balthazar-Christensen, erhvervsøkonomisk konsulent i Finansrådet.

Den halve og hele sandhed om bankerne og landbruget 

"Bankerne har tjent 45 procent mere på landbruget." Sådan lød den noget overraskende melding her i LandbrugsAvisen fredag 9. Juli. Men det var da også kun den halve sandhed. Nok havde bankerne en højere indtjening på renter og gebyrer i 2009. MEN bankerne havde i samme periode tab og nedskrivninger på landbrug, jagt og skovbrug på 4,4 mia. kr. Netto er der altså tale om et stort minus for bankerne.

Hvis man ser isoleret på bankernes realiserede tab på landbrug, jagt og skovbrug, steg det i slutningen af 2009 til knap 0,5 mia. kr. og var dermed ifølge Finanstilsynet fem gange så stort som på samme tidspunkt året før. Også i 2010 venter bankerne tab på landbruget. Hertil kommer, at den finansielle sektors samlede udlån til landbruget steg i perioden, hvilket også har givet landmændene større finansielle omkostninger. Den side af regnestykket skal naturligvis med, når man ser på bankerne og landbruget.

Landbruget har de seneste år været inde i en indtjeningskrise, der har betydet, at mange landmænd har haft det svært. En situation der er blevet forværret af lavkonjunkturen. Ifølge regnskabsdata havde landbrugene i 2008 et gennemsnitligt negativt driftsresultat efter finansielle poster, og foreløbige opgørelser peger på, at landmændenes driftsresultater for 2009 bliver yderligere forværret.

Bankerne vil gerne hjælpe landbruget, og hvis bankerne ikke var trådt til i denne situation, kunne det have set meget værre ud, end det gør nu. Med til en ansvarlig kreditpolitik hører dog, at renterne stiger, når risikoen stiger. Og risikoen er høj i øjeblikket.

Derfor er det også særdeles positivt for bankerne at kunne konstatere en forbedring i afregningspriserne og spore en begyndende optimisme blandt landmændene. Bankerne er meget interesseret i at se landbruget komme på fode igen og sikre, at de dygtige og effektive landmænd kommer godt igennem krisen.

Svar fra journalist Morten Handrup, LandbrugsAvisen:

Om halve og hele sandheder

Artiklen handler ikke kun om bankernes men også om kreditforeningernes indtjening på landbruget på henholdsvis rentemarginaler og bidrag med mere, som det antydes i overskriften.

Det er landbrugets omkostninger til disse indirekte og direkte bankomkostninger, som de er defineret af Danmarks Statistik, som artiklen handler om.

Det er alt sammen præciseret i artiklen, og der er sat tal på, der viser, at bankernes andel af stigningen på de 1,9 mia. kr. er på 750 mio. kr.

Der fremgår ganske rigtigt ikke noget om bankernes tab og nedskrivninger eller for den sags skyld kreditforeningernes af den simple grund, at det ikke er med i Danmarks Statistiks opgørelse af landbrugets bruttofaktorindkomst.

Til gengæld skal jeg beklage, at vi bragte en forkert graf, som det fremgik af en rettelse i sidste uge.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her