Forside Politik Kommentarer 2010 Laveste rente til ...

Laveste rente til privatkunder i mere end tyve år

25. marts 2010

Bankernes rente på lån til både virksomheder og husholdninger ligger fortsat på et historisk lavt niveau. Det viser nye tal fra Nationalbanken.

Privatkunder (husholdninger) betaler netop nu den laveste rente på deres banklån i mere end tyve år. Renten på udestående lån til husholdninger nåede i februar ned på 5,4 procent og er dermed faldet med 0,2 procentpoint den seneste måned.

Virksomhederne betaler den laveste rente på banklån i fire år. Bankernes udlånsrente på udestående lån til virksomheder var 4,4 procent i februar og er således uændret den seneste måned.

Den lave rente betyder, at virksomhederne opnår store besparelser på deres banklån. Set over de seneste to måneder er virksomhedernes renteudgifter faldet med 300 mio. kroner, når lån i samtlige valutaer medregnes. Faldet i udgifterne sker, på trods af at det sæsonkorrigerede udlån er steget med 3,2 procent i samme periode. Det vil sige, virksomhederne låner flere penge, men betaler mindre.

Rentemarginalen, som angiver forskellen mellem udlåns- og indlånsrenten, har ligget på et stabilt niveau det seneste halvår. Det gælder både for lån til virksomheder og husholdninger. Marginalen ligger dog en anelse højere end før krisen, hvilket skyldes, at bankerne fortsat står over for store tab og risici, samt det faktum, at det er blevet dyrere for bankerne at skaffe især længerevarende, stabil finansiering. For væksten og opsvingets skyld er det dog vigtigere, at udlånsrenten forbliver lav.

Figur: Bankernes udlånsrenter samt rentemarginaler (Klik på figuren for at se den i pdf)

Bankernes_udlaansrenter_samt_rentemarginaler_250310.jpg

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her