Forside Politik Kommentarer 2010 Rentemarginalen er...

Rentemarginalen er historisk lav

23. marts 2010

Debatindlæg bragt i Børsen
Af Jørgen A. Horwitz, direktør, Finansrådet

Børsen havde mandag den 15. marts fokus på bankernes rentemarginal og indtjening. Desværre med misvisende og generaliserende budskaber på en række områder.

Det er korrekt, at rentemarginalen er steget de seneste år. Men der er ikke tale om en voldsom stigning, som Børsen skriver, men derimod om en ganske beskeden stigning. Faktisk er rentemarginalen fortsat historisk lav. Rentemarginalen for privatkunder er faldet stort set uafbrudt siden 1996. Privatkunderne sparer altså mange penge i forhold til tidligere.

Også erhvervskunderne har igennem en årrække oplevet en faldende rentemarginal. At rentemarginalen så er steget en smule de seneste år, skyldes, at indlånsrenten er faldet endnu mere end udlånsrenten på det seneste. Det er imidlertid billigere at optage lån i banken, end det har været længe.

De små stigninger i rentemarginalen de seneste år er udtryk for, at bankerne i dag står over for en stor usikkerhed på kreditmarkederne. Bankerne oplever betydelige tab og har store risici i forbindelse med den markante afmatning, der har ramt dansk erhvervsliv. Ansvarlig bankdrift tilsiger, at bankerne er nødt til at hæve marginalerne under en lavkonjunktur, hvor tab og risici er større. Det har vi også set historisk.

Yderligere har den finansielle krise medført, at bankernes finansieringsomkostninger for den længere finansiering, som er blevet mere central under den finansielle krise, er steget kraftigt. Prisen på bankernes råvare er steget - og dermed også omkostningerne.

Negativ indtjening

Den lille stigning i rentemarginalen under finanskrisen har ikke ført til gigantoverskud i bankerne, som Børsen antyder. Bankernes indtjening er derimod faldet markant under krisen. Bankernes forrentning af egenkapitalen var negativ i 2008 og forventes kun at blive svagt positiv i 2009. Fremgangen i 2009 kan ikke alene tilskrives nettorenteindtægter, men også indtægter fra bankernes handel med værdipapirer.

Med i bankernes nettorenteindtægter hører også indtægter fra, at bankerne i dag holder en større beholdning af obligationer af likviditetshensyn. Hverken erhvervslivet eller privatkunder betaler for denne del af renteindtægterne. Børsens konklusioner er derfor unuancerede.

Lave renter på udlån

Når alt dette om rentemarginalen er sagt, så giver det langt større mening at fokusere på udlånsrenten. Virksomhederne har i øjeblikket et langt større behov for finansiering end for at placere penge på en indlånskonto.

Bankernes udlånsrente til virksomhederne er lige nu på det laveste niveau i fire år. I 2009 sparede virksomhederne 9,4 mia. kr. på renteudgifter i forhold til 2008.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her