Forside Politik Kommentarer 2011 De internationale ...

De internationale talenter skal i spil

21. november 2011

Debatindlæg bragt i Berlingske 19. november 2011.

Af RALF HEMMINGSEN, rektor ved Københavns Universitet og JØRGEN A. HORWITZ, direktør i Finansrådet

Danmark skal blive bedre til at fastholde internationale talenter ved at bygge bro mellem universitet og erhvervsliv.

Engang i 1970erne blev USAs ambassadør i Indien, Pat Moynihan, spurgt, hvordan man skaber en by i verdensklasse. »Lav et fremragende universitet og vent 200 år,« svarede den tidligere senator fra New York. I dag følger globale vækstøkonomier opskriften til punkt og prikke.

Lande som Indien og Kina investerer så massivt i universiteter, at der næppe går 200 år, før de kan spise kirsebær med de store. Den amerikanske tænketank Kauffman Foundation kalder det et »globalt hjernekapløb«, hvor vinderne er de byer og lande, der tiltrækker de største talenter.

Faktisk ligner Danmark en IQ-magnet med ganske god tiltrækningskraft. Antallet af internationale studerende i Danmark er mere end fordoblet på ti år. Den gode nyhed er, at de er tilfredse med det faglige niveau. Ifølge en ny undersøgelse fra I-Graduate svarer fire ud af fem internationale studerende, at de ville anbefale andre at tage til Danmark. Ikke værst med så mange globale ambassadører for Danmark som uddannelsesland. Opmuntrende er det også, at kvaliteten af uddannelsen er den vigtigste årsag til, at deres valg faldt på netop Danmark.

Men der er også en dårlig nyhed: Vi er ikke gode nok til at fastholde de internationale talenter i Danmark. Mange føler sig ikke velintegrerede og har svært ved at få danske venner. Ifølge I-Graduate angiver 25 procent ligefrem, at de er »isolerede«. Foruroligende er det også, at kun hver tredje internationale studerende ifølge tal fra Uddannelsesministeriet får et job i Danmark efter endt uddannelse. Det hæmmer væksten, når f. eks. DI-undersøgelser viser, at vi kommer til at mangle 30.000 højtuddannede i 2030. Omvendt fremmer det væksten at have udenlandske eksperter ansat, da virksomheder med internationale medarbejdere typisk har højere produktivitet.

Hvordan kan vi lirke døren op ind til de danske medstuderende og ind til arbejdsmarkedet? Det ligner en fælles udfordring for universiteter og erhvervsliv.

På universitetet kan vi blive bedre til at skabe fælles studiemiljø for både danske og internationale studerende. Arkitekter kalder det et »nøje forberedt tilfældigt møde«, som det moderne universitetscampus skal skabe rum for.

Sammen med erhvervslivet kan universiteterne også forlade modellen, hvor dygtige internationale studerende må tage til takke med mindre spændende studenterjob frem for at øse af deres faglige og kulturelle viden i en videnvirksomhed.

Det kræver, at vi fortsat bryder mure ned mellem universitet og erhvervsliv. Også mindre virksomheder kan tage en talentfuld udenlandsk studerende under vingerne, være med i universitetets mentorordninger eller tilbyde studiejob, sommerjob og praktikophold. Det ligner en opskrift på succes i den globale økonoopinion.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her