Forside Politik Kommentarer 2011 NemID er sikker ID

NemID er sikker ID

28. januar 2011

Det fremgår i nogle medier, at bankerne ikke betragter NemID som en sikker identifikation, og at det er derfor, at bankerne fortsat kræver billedlegitimation af deres kunder.

Det er ikke tilfældet.

NemID er en sikker digital signatur, som kan anvendes i den løbende kommunikation med bankerne, det offentlige osv. NemID er en helt klar landvinding, som letter de administrative byrder for både befolkningen, det offentlige og bankerne og overalt, hvor NemID kan anvendes.

Når bankerne forlanger at se billedlegitmation og lignende af kunder, når de opretter et kundeforhold, skyldes det, at bankerne skal efterleve hvidvasklovens regler om identifikation og legitimation af deres kunder. Disse krav er videregående end de krav, der gælder for at få NemID.

Hvidvaskloven pålægger bankerne strenge krav til identifikation af deres kunder og til efterkontrollen. Bankerne er ansvarlige for dokumentationen (billedlegitimation) og skal kunne fremvise dokumentationen senere over for Finanstilsynet og i givet fald bagmandspolitiet. Bankerne prioriterer kravene til legitimation af deres kunder højt for at leve op til hvidvaskloven.

Hvidvasklovens legitimationsregler er fastsat internationalt med sigte på at forhindre hvidvask og finansiering af terrorisme samt at lette politiets efterforskning heraf ved eksempelvis at forlange grundlaget for kundeforholdet udleveret. Dette er et helt andet og videregående sigte end kravene til oprettelse af NemID.

Hvidvaskloven stiller også differentierede legitimationskrav på baggrund af en risikovurdering. I visse tilfælde skal der stilles krav om supplerende legitimation, fx NemID i tilknytning til billedlegitimation. Bankerne skal også undervejs i kundeforløbet i visse tilfælde kræve en ajourføring af den allerede viste legitimation, hvis banken finder behov herfor efter reglerne i hvidvaskloven.

Det skal understreges, at så snart banken har opfyldt hvidvasklovens særlige legitimationskrav ved oprettelse af kundeforholdet, så kan kunderne kommunikere med deres bank og underskrive over for banken med NemID.

Så der er slet ikke tale om, at NemID ikke er sikker.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her