Forside Politik Kommentarer 2014 Diskussionsoplæg f...

Diskussionsoplæg forår 2014

27. maj 2014

Finansrådets skriftlige bemærkninger til Diskussionsoplæg, forår 2014
 
Konjunkturvurdering og aktuel økonomisk politik
 
Konjunkturvurdering
Finansrådet deler generelt formandskabets vurdering af udsigterne for den danske økonomi. De relevante nøgletal forbedrer sig – om end i et behersket tempo – og der er generelt positive tendenser i den internationale økonomi.
 
Udviklingen i underkomponenterne kan dog diskuteres. Formandsskabets skøn for væksten i privatforbruget vurderes vel optimistisk, i lyset af de seneste opgørelser af Nationalregnskabet, hvor de styrkede forbrugernøgletal endnu ikke er slået igennem. Om end tilliden synes at være tilbage blandt de danske forbrugere, foreligger der mere usikkerhed omkring fremtidsudsigterne for deres opsparings-og forbrugsadfærd.
 
Økonomisk politik
Formandskabets anbefaling om ikke at lempe finanspolitikken yderligere deles af Finansrådet. Rapportens gennemgang af den kortsigtede prognose for den finanspolitiske holdbarhed viser, at det offentlige underskud kun akkurat holder sig inden for grænsen på 3 pct.
 
Der foreligger stadig usikkerhed omkring styrken og timingen af et kom-mende økonomisk opsving, og derfor bør det understreges, at det kan blive aktuelt med finanspolitiske stramninger. Ikke mindst i lyset af det forestående folketingsvalg, som kan sætte politikernes finanspolitiske disciplin på prøve. Med det for øje, kunne Finansrådet godt have tænkt sig forslag til hvilke stramninger, der i så fald bør foretages.
 
Formandskabets debut som ”finanspolitisk vagthund” er fornuftig, og generelt er Finansrådet enig i vurderingen af de finanspolitiske målsætninger.
 
Finansielle forhold
Finansrådet deler generelt formandsskabets vurdering af de aktuelle forhold for den finansielle sektor, hvor udlånsrenterne fortsat ligger på et lavt niveau, og omfanget af udlån ikke ligger væsentligt under niveauet før krisen. Særligt set i forhold til den økonomiske aktivitet.
 
De danske banker polstrer sig fortsat som følge af de skærpede kapitalkrav. Det sker ikke kun via lavere risici, men også via udstedelse af kapital, ligesom omkostningsbesparelser og øget indtjening er fokusområder.
 
Den øgede robusthed gør bankerne i stand til at imødekomme den nuværende låneefterspørgsel ligesom den forøgelse, som må forventes i fremtiden. På nuværende tidspunkt er det dog Finansrådets vurdering, at låneefterspørgslen er relativ lav, blandt andet fordi økonomien endnu kører i et lavt gear, og at virksomhederne i første omgang vil finansiere en stigende investeringslyst af egne midler.
 
Formandsskabet vurderer Folketingets lov om betinget løbetidsforlængelse af realkreditobligationer positivt. Finansrådet har forståelse for hensigten med loven.
 
I forlængelse af det overvejer formandskabet, om lånegrænserne for korte rentetilpasningslån skal være lavere end fastforrentede lån, blandt andet fordi udbredelsen af variabel rentetilpasning har gjort det finansielle system mere sårbart.
 
Det er korrekt, at den øgede rentefølsomhed kan medføre mere sårbarhed i nogle situationer. For eksempel under valutakriser. På den anden side medfører den øgede rentefølsomhed, at husholdningernes renteudgifter typisk falder i økonomiske nedgangstider, hvilket kan være med til at mindske sårbarheden i det finansielle system. Finansrådet finder på den baggrund, at det er unuanceret, når vismændene ensidigt konkluderer, at øget rentefølsomhed medfører øget sårbarhed i det finansielle system. Det understreger dog også vigtigheden af, at der er tillid til dansk økonomi.
 
Studier fra såvel Nationalbanken som Erhvervs- og Vækstministeriet har desuden påvist, at de danske husholdninger er robuste over for ganske store rentestigninger. Forslag om at begrænse lånegrænsen for korte rentetilpasningslån bør derfor udsættes for en mere grundig analyse, før der foretages endelige konklusioner.
 
Vedrørende eventuel deltagelse i den europæiske bankunion deler Finansrådet formandsskabets betragtninger om at vente med en beslutning. Det er en meget kompliceret vurdering, som endnu ikke kan afklares, fordi centrale forudsætninger fortsat er ubekendte.
 
Tema om holdbarhed og generationer samt ungdomsuddannelser
Finansrådet vil gerne kvittere for en god gennemgang af udviklingen i den langsigtede finanspolitiske holdbarhed med fokus på generationsfordeling, samt for et godt beskrevet kapitel om ungdomsuddannelser og afkast.
 
Finansrådet vil dog advare i mod at mindske det ”hængekøjeproblem”, vi muligvis står over for, med en fremrykning af beskatningen af ratepension. Det kan føre til en uhensigtsmæssig ændring i opsparingsadfærden eller øgede offentlige udgifter.
 
Finansrådets mener ligesom formandskabet, at ungdomsuddannelserne og eventuelle tilskud til praktikpladser skal målrettes de erhverv, hvor det forventes, at efterspørgslen efter faglært arbejdskraft vil være størst.
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her