Forside Politik Kommentarer 2016 Bankkunder tjener ...

Bankkunder tjener fortsat penge på indlån. Modsat bankerne.

7. januar 2016

​Renterne er lave og fortsat i minus for landets banker, mens bankkunder oplever - om end - et lille plus.  
Det fremgår af nye tal fra Nationalbanken i denne uge.

For bankkunder med indeståender, der kan hæves uden varsel, gælder det at ca. halvdelen får en positiv rente, mens den anden halvdel i dag får nul i rente.
Renten på disse konti er godt nok faldet fra 0,4 pct. i slutningen af 2014 til 0,2 pct. i november 2015, men stadig i plus.
 
For banker ser billedet anderledes ud. Den gennemsnitlige rente på bankernes penge i Nationalbanken ligger på ca. -0,5 pct. og kreditinstitutterne havde i starten af januar 2016 ca. 90 mia. kr. placeret til den rente.

I kroner og øre svarer det til, at det koster ca. 400.000 kr. om måneden at have en milliard stående i Nationalbanken.
 
”Forholdet mellem den rente kunderne får for deres penge i banken, og den rente, som bankerne omvendt får i Nationalbanken, er blevet noget mere ugunstig for bankerne nu end for et år siden,” siger underdirektør Niels Storm Stenbæk og henviser til grafen, der viser billedet ganske tydeligt.
 
Tallene viser, at store indlån ikke er særlig attraktivt for banker lige nu, da udlånet ovenpå finanskrisen endnu befinder sig på et relativt lavt niveau. Med andre ord har bankerne masser af penge, som de gerne vil låne ud til kreditværdige kunder.
 
 
Figur: Indlånsrenter for husholdninger og banker
Anm.: Bankernes indlånsrente er et vægtet gennemsnit af indskudsbevisrenten og folioindskudsrenten for alle kreditinstitutter. Husholdningernes indlånsrente er renten på anfordringsindlån ekskl. udlånsrelaterede indlån såsom prioritetslån. Husholdninger er defineret som lønmodtagere og pensionister mv. Ultimo tal (bortset fra jan-16, der er primo tal).
Kilde: Nationalbanken og Finansrådets beregninger.

 

 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her