Forside Politik Kommentarer 2016 Lad os sigte efter...

Lad os sigte efter den digitale måne

5. april 2016

​Af Ulrik Nødgaard, direktør, Finansrådet

“Money makes the world go round”, lyder det. Det er selvfølgelig både en overdrivelse, og en forsimpling, for verden drejer sig – heldigvis - om meget mere end penge.

Men penge spiller ikke desto mindre en stor rolle for den måde, vi fungerer på som samfund – og på hvordan vi udvikler os. Derfor er digital nytænkning i finanssektoren også et tema med stor relevans for hele erhvervslivet, og hele vores samfund.

Bankerne har i mange år været frontløbere på det digitale område. Danskerne har med NemID fået verdens mest udbredte e-identitets løsning, og vi har et af verdens mest velfungerende betalingskort i form af Dankortet.

Smartphones giver desuden helt nye digitale muligheder i dagligdagen. Hverdagens bankforretninger klarer vi med få klik på mobilen. Vi har i dag hver især en bankfilial, der aldrig har lukket, i lommen. Det er et klart serviceløft for kunderne, samtidig med, at det styrker konkurrenceevnen for den finansielle sektor i Danmark.  

I denne uge mødes 3.000 deltagere fra hele verden til Money 20/20-konferencen i Bella Center i København. Det er verdens største konference for finansinnovation og finans-it. Og det er ingen tilfældighed, at Danmark er blevet valgt som værtsland. Det er vi, fordi det er anerkendt, at Danmark er langt fremme digitalt.

EU-Kommissionen har netop kåret Danmark til det bedste digitale land i EU. Danmark har en velfungerende digital infrastruktur, en avanceret offentlig digital sektor og en befolkning og arbejdsstyrke, der hurtigt tager teknologier til sig. Men selv om Danmark ligger forrest i feltet lige nu, viser tallene fra EU også, at der er en række lande, der bevæger sig hurtigere på det digitale felt.

Vi har brug for klare - og høje - politiske visioner for Danmarks digitalisering. Den digitale tidsalder betyder, at virksomhedernes evne til at genopfinde eller transformere sig selv er vigtigere end nogensinde før. Derfor er det også positivt, at DI har lanceret en stor digitaliseringsindsats, der over de næste to år skal være med til at sikre, at Danmark forbliver et digitalt fyrtårn. I indsatsen deltager både repræsentanter fra finanssektoren, det offentlige, store og små industrivirksomheder, digitale iværksættere og globale giganter. Alle skal vi lære af hinandens erfaringer, hvis Danmark skal blive verdens mest digitale samfund.

Vi kan også lære af historien. Da Kennedy i 1961 annoncerede, at USA inden tiåret var omme, ville sætte en mand på månen, vidste ingen, hvordan det skulle kunne lade sig, men han satte en konkret målsætning, og syv år senere var den indfriet. 

Vi skal også turde sætte ambitiøse målsætninger for Danmark – såkaldte ”moon shots” - som vi ikke umiddelbart ved, hvordan vi skal opnå, men som sætter en ambitiøs retning for, hvordan Danmark skal udvikle sig som samfund.

Ét ”moon shot” for Danmark kunne være en ambition om, at Danmark bliver verdens første kontantfrie samfund. I et kontantløst samfund fungerer alle indkøb hurtigere, billigere og lettere end med kontanter. Et kontantløst samfund kan også være med til at begrænse antallet af røverier, og bekæmpe sort arbejde, hvis Dankort og mobiltelefon erstatter kontanter. Samtidig kan Danmark blive et trækplaster for innovative virksomheder, der kan videreudvikle et kontantløst samfund.

Det har tidligere været foreslået at lave forsøgsordninger, hvor udvalgte butikker og restauranter frit kunne vælge, om de ønskede at modtage kontanter eller ej. Endnu har der ikke været politisk vilje til at indføre en sådan ordning. Kan vi sigte højt og klart melde ud, at vi tror på gevinsterne af en digital omstilling?

Høje ambitioner kræver lederskab. Både fra politisk hold, hvor politikerne på øverste niveau bør sætte retning for digitaliseringen af Danmark. Men også i den enkelte virksomhed og branche er det nødvendigt med visioner for den digitale omstilling. Læringsmulighederne er så absolut til stede – det handler om at lære af de bedste og så være villige til at turde indrette og transformere sin virksomhed til fremtidens digitale samfund. 

Money 20/20 er skudt i gang i København. Målet må være, at Danmark og København bliver centrum for digital udvikling. Lad os vise viljen til det – og sigte efter den digitale måne - og måske endda stjernerne.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her