Forside Politik Kommentarer 2016 Virksomheder skrue...

Virksomheder skruer generelt op for udbytterne

18. januar 2016

Børsnoterede banker er dog ikke blandt de mest generøse, viser en gennemgang af nyeste tal fra Nationalbanken.

 
De danske børsnoterede virksomheder har over en bred kam generelt valgt at lade udbytterne til aktionærer stige.
Det gælder også de finansielle virksomheder på børsen, men sammenlignet med andre typer virksomheder, målt på den samlede børsværdi, ligger bankernes udbytter ikke i den høje ende. Snarere tværtimod. Det viser en gennemgang Finansrådet har lavet på baggrund af tal fra Nationalbanken.
 
I 2015 (til og med november) udbetalte de børsnoterede banker 6,8 mia. kr. i udbytte til sine aktionærer. Andre, ikke-finansielle virksomheder, udbetalte udbytter på ca. 73 mia. kr.
 
I forhold til værdien af virksomhedernes samlede aktiekapital medio 2015 gav bankerne 2,5 pct. i udbytte.  Ikke-finansielle selskaber udbetalte 4,0 pct., som det også fremgår af figuren herunder.
 



”Man kan jo få det indtryk i den aktuelle debat, at bankerne er en hel del mere gavmilde med udbytter end andre børsnoterede virksomheder, men det ser ikke ud til at være tilfældet,” siger Ulrik Nødgaard, adm. direktør i Finansrådet og fortsætter:

”Branchen så da hellere, at overskuddene blev brugt til at finansiere øget udlån, men desværre er der ikke den helt store efterspørgsel efter at låne. Men det hænger jo sammen med den noget lave vækst i samfundet generelt,” siger han.

Ulrik Nødgaard understreger, at bankerne har et stort fokus på robusthed og derfor holder skarpt øje med sammenhængen mellem kapitalbehov, indtjening, omkostninger og så udbyttebetalinger.

”Udbytterne skal altså også ses i lyset af, at danske banker er væsentligt bedre kapitaliseret i dag end, da krisen brød ud. Faktisk er de danske banker i dag nogen af de mest velpolstrede i Europa. Men kapitalen skal forrentes gennem indtjening, så aktionærerne kan få et rimeligt afkast. Bankerne har derfor både sparet og skruet op for indtægterne med henblik på netop at forrente den større polstring,” siger Ulrik Nødgaard. 

At udbetale udbytte til aktionærer er et livsvilkår for børsnoterede virksomheder.  Banker såvel som andre. 
Investorer forventer med rette, at den kapital, de risikovilligt har stillet til rådighed for virksomheden, enten reinvesteres med henblik på yderligere indtjening eller, at der kommer noget udbytte.
 
I kroner og øre ser billedet for udbytter i øvrigt sådan ud:
Virksomhederne lod udbytterne stige fra 28,9 mia. kr. i 2014 til 72,8 mia. kr. i 2015, ca. 250 pct.
Bankernes samlede udbytte steg lige knapt 300 pct. fra 2,3 mia. kr. til 6,8 mia. kr., men kommer altså også fra et meget lavere niveau.


Yderligere oplysninger:
Kommunikationsdir. Nina Munch-Perrin
Telefon: 3016 1006

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her