Forside Presse Pressemeddelelser 2009 8.000 danske PC'er...

8.000 danske PC'ere inficeret med spionprogram

23. januar 2009

Finansrådet er blevet opmærksom på, at der i de IT-kriminelle miljøer florerer et nyt spionprogram, som kan give adgang til danske netbanker.

IT-sikkerhedseksperter vurderer, at ca. 8.000 danske PC'ere på nuværende tidspunkt er inficeret med spionprogrammet. Bankerne har derfor fundet det nødvendigt i konkrete tilfælde at tage kontakt til kunder, for at advare mod spionprogrammet samt spærre kundens netbank.

De netbankindbrud, vi har set i Danmark, er uden undtagelse sket ved, at IT-kriminelle lægger "spionprogrammer" på kundernes PC. Spionprogrammet giver de IT-kriminelle adgang til alt på kundens PC, fx adgangskoder, fotos og mailboks, og dermed også adgang til kundens netbank.

En løbende opdatering af programmerne på computeren er det bedste værn mod netbankindbrud. De IT-kriminelle udnytter sikkerhedshuller i uopdaterede systemer og software til at få spionprogrammet ind på kundens PC. På http://opdaterdinpc.tdconline.dk/ kan man få tjekket, om programmerne på PC'en er opdaterede. Denne hjemmeside er lavet af Finansrådet og TDC, i forbindelse med sidste års Netsikker nu kampagne.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her