Forside Presse Pressemeddelelser 2009 Buen spændt til br...

Buen spændt til bristepunktet

25. august 2009

Direktør i Finansrådet Jørgen A. Horwitz advarer mod yderligere lempelser i finanspolitikken. Regeringens finanslovsforslag medfører, at der i 2010 vil blive ført en forholdsvis ekspansiv finanspolitik.

- I den nuværende økonomiske krise er det forståeligt, at regeringen vælger at øge efterspørgslen i samfundet ved at føre ekspansiv finanspolitik. Men vi må advare mod at øge de offentlige udgifter yderligere. Det vil være økonomisk uforsvarligt og skabe problemer mange år fremover. Buen er så at sige allerede spændt til bristepunktet, og resultatet er tydeligt. Den offentlige gæld vokser markant de kommende år.

Jørgen A. Horwitz fortsætter:

- Politikerne er nødt til at have modet til at stå fast og erkende, at Danmark er ramt af en verdensomspændende økonomisk krise. Det er urealistisk at forestille sig, at vi kan friholdes for effekterne af krisen bare ved at øge de offentlige udgifter.

- Yderligere mangler vi stadig at se effekten af mange af allerede vedtagne tiltag såsom de kraftige fremrykninger af offentlige investeringer, skattelettelser og frigivelsen af SP-pengene, siger Jørgen A. Horwitz og henviser til, at regeringen forventer en historisk kraftig stigning i husholdningernes dis-ponible indkomster på 6½ procent i 2009 og 4½ procent i 2010, hvilket vil øge det private forbrug.

Finansrådet mener, der er behov for, at politikerne ikke fristes af kortsigtede hensyn, men i stedet sikrer, at Danmark er godt rustet til tiden efter den økonomiske krise.

- Det er tydeligt, at der er behov for reformer hurtigst muligt. Velfærdssamfundet kan ikke forsætte, sådan som tingene er skruet sammen i dag. Vi risikerer inden for ganske få år at stå med en meget reduceret arbejdsstyrke og en forringet konkurrenceevne. Derfor er det helt centralt, at arbejdskraften ikke presses væk fra den private sektor ved yderligere ekspansive finanspolitiske tiltag. I stedet bør politikerne have modet til at gennemføre de reformer, som senest Arbejdskraftkommissionen har foreslået. Hvis der ikke gennemføres reformer, vil det udhule fundamentet under velfærdstaten og gøre det svært at sikre de svageste i samfundet på længere sigt, anfører Jørgen A. Horwitz.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her