Forside Presse Pressemeddelelser 2009 Danmarks bedste ny...

Danmarks bedste nye bankrådgivere

2. september 2009

Fem bankansatte modtog Finansrådets priser for deres flotte karakterer på de finansielle uddannelser.

Finansrådet har i dag uddelt priser til fem bankansatte, der har opnået landets højeste gennemsnit på hver deres finansielle uddannelse. De fem prismodtagere får hver en check på 5.000 kroner for deres flotte resultater, der består af 10- og 12-taller på stribe. De passer dermed fint ind i kategorien
"Danmarks bedste nye bankrådgivere".

Finansrådet uddelte priser for fire uddannelser, mens prisen for bedste finanselev uddeles i fællesskab af brancheorganisationerne Finansrådet, Realkreditrådet og Forsikring & Pension. De fem prismodtagere er valgt på baggrund af deres afsluttende opgave og de øvrige karakterer, de har opnået under uddannelsen.

Tre af prismodtagerne er ansat i Jyske Bank, og derfor blev tre priser overrakt af Finansrådets uddannelseschef Peter Frederiksen på Jyske Banks kursusejendom Gl. Skovridergaard ved Silkeborg. Dagens fjerde og femte prismodtagere er ansat i Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse i Billund og i Sydbank i Hornsyld.

Jyske Banks HR-direktør Knud Nørbo var naturligvis stolt af sine tre unge ansatte:
- Det er en rigtig flot personlig indsats, vi her fejrer. Vi lægger stor vægt på, at medarbejderne udvikler sig og bliver dygtigere. Dermed matcher de udviklingen i samfundet, hvor det bliver mere og mere komplekst at rådgive kunderne, fordi kunderne tilegner sig stadig mere viden. Det er naturligvis den enkeltes rådgivning i det daglige og ikke karakterer alene, der tæller, men den teoretiske baggrund er vigtig og skal altså også følge med, sagde Knud Nørbo ved dagens prisoverrækkelse.

De fem prismodtagere:

Elly Sandahl Østerbøg, 26 år, trainee i Jyske Bank i Århus. Bedste studerende på Finansøkonomuddannelsen. Hovedopgave om skattereformen og dens indflydelse på dansk økonomi.

Tina Risbjerg Christensen, 25 år, rådgiver i Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse i Billund. Bedste studerende på Akademiuddannelsen i Finansiel Rådgivning. Hovedopgave om finanskrisens påvirkning af danskernes pensionsopsparing, blandt andet konsekvenser af den nye skattereform.

Anton Holmegaard, 22 år, finanselev i Jyske Bank i Nyborg. Bedste studerende på Finansuddannelsen. Fagprøve om modtagelse og kreditrådgivning af nye privatkunder.

Dorthe Andersen, 38 år, kunderådgiver i Sydbank i Hornsyld. Bedste kursist på uddannelsen FlexFinans®. Hovedopgave om pension og personforsikring.

Esben Herold Lange, 28, år, erhvervsrådgiver i Jyske Bank i Skive. Bedste studerende på HD 2. del i Finansiel Rådgivning. Hovedopgave om risikostyring i en erhvervsvirksomhed og tilhørende kredithåndtering, kreditvurdering og rådgivning. 

Om samme emne:

Se indslag

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her