Forside Presse Pressemeddelelser 2009 Finansrådet: Drop ...

Finansrådet: Drop strudsepolitikken

20. august 2009

Finansrådet anbefaler regeringen at støtte op om Arbejdsmarkedskommissionens forslag og reformere det danske arbejdsmarked. Der er store udfordringer i de kommende år. Stadig flere uden for arbejdsmarkedet skal forsørges af stadig færre.

- Arbejdsmarkedskommissionen fjerner enhver tvivl om, at der er brug for reformer på arbejdsmarkedet. Velfærdssamfundet kan ikke hænge sammen sådan, som tingene er skruet sammen i dag. Vi risikerer inden for ganske få år at stå med en meget reduceret arbejdsstyrke, en forringet konkurrenceevne og have opbygget en stor offentlig gæld, hvis ikke der handles nu, siger Jørgen A. Horwitz.

- Politikerne må ikke fristes af kortsigtede hensyn. Kommissionens forslag tager i vid udstrækning hensyn til, at vi i dag er i en lavkonjunktur.
Vi har historisk - og internationalt - været kendt for at kunne tilpasse arbejdsmarkedet. Det skal vi fortsat være. Politikerne må derfor ikke føre strudsepolitik. De bør i stedet kigge grundigt i kataloget og sikre den økonomiske holdbarhed på længere sigt, anfører Jørgen A. Horwitz.

Ifølge Jørgen A. Horwitz er løsningen ikke at hæve skatten eller at sende regningen videre til næste generation. Allerede i dag betaler danskerne en høj skat, og en øget beskatning vil virke stik imod hensigten:

- Øget personbeskatning vil mindske incitamentet til at arbejde og øget virksomhedsbeskatning vil ramme konkurrenceevnen. Begge dele vil udhule fundamentet under velfærdstaten og gøre det svært at sikre de svageste i samfundet på længere sigt, siger Jørgen A. Horwitz.

Jørgen A. Horwitz opfordrer derfor politikerne til at se nærmere på de meget lukrative ordninger for de arbejdsdygtige. Analyserne viser, at det danske dagpengesystem er blandt de allermest generøse - både når det gælder varighed og niveau.

- Det er fornuftigt at skære dagpengeperioden ned og samtidig skabe et sikkerhedsniveau i hårde perioder, siger Jørgen A. Horwitz, der også finder det helt naturligt at fjerne efterlønnen for de ikke-nedslidte.

- Kataloget er spændende og vi ser fx store muligheder i en reform af refusionsmodellen, fleksjobordningen og førtidspensionen. Kommunerne skal have langt bedre incitamenter til at få folk tilbage på arbejdsmarkedet, end de har i dag.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her