Forside Presse Pressemeddelelser 2009 Finansrådet: Sundh...

Finansrådet: Sundhedsskatter er den helt forkerte medicin til det danske samfund

22. oktober 2009

Finansrådet kan ikke på nogen måde tilslutte sig forslaget om at hæve beskatningen på arbejdsindkomst ved at indføre en særlig sundhedsskat, siger Finansrådets formand Peter Schütze i en kommentar til efterårets vismandsrapport.

Finansrådet er ligesom formandskabet bekymret for den finanspolitiske holdbarhed, herunder den markante stigning i sundhedsudgifterne. Men at indføre én ekstra skat, som ifølge formandskabets forslag ventes at være på 4,5 pct. i 2050, er den helt forkerte medicin.

- En stigning i beskatningen af arbejdsindkomst vil have mange yderst uheldige bivirkninger. Det vil blandt andet mindske incitamentet til at arbejde og yde en ekstra indsats i samfundet. Og én af Danmarks største fremtidige udfordringer er netop at få nok arbejdskraft til at finansiere velfærdssamfundet, fortsætter Peter Schütze.

Yderligere er Finansrådet bekymret over ideen med at indkræve en øremærket skat, da det kan give incitament til, at sundhedsudgifterne får lov til at løbe løbsk. I stedet mener Finansrådet, at løsningen på de voksende offentlige udgifter, herunder sundhedsudgifter, ligger i en effektivisering af sektoren. Derudover kræves det, at der fra politisk side bliver foretaget de nødvendige prioriteringer.

- Der er behov for en generel politisk prioritering af udviklingen i de offentlige udgifter. Vi er nødt til aktivt at tage stilling til størrelsen af den offentlige sektor, hvis den langsigtede finanspolitik skal være holdbar. En mulig løsning i sundhedssektoren kan være i endnu højere grad at anvende brugerbetaling til incitamentsregulering, uddyber Peter Schütze.

- Målet er at reducere beskatningen på arbejdsindkomst. Danmark beskatter - selv efter den seneste skattereform - arbejdsindkomst hårdt, specielt den sidste tjente krone. Vi kommer ikke uden om, at se på en forenkling og reduktion i beskatningen af arbejdsindkomst, hvis Danmark skal klare sig i den globale konkurrence, afslutter Peter Schütze.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her