Forside Presse Pressemeddelelser 2009 København som Nord...

København som Nordeuropas finans/it centrum

16. marts 2009

14 centrale organisationer og vidensinstitutioner lancerer i dag den 16. marts 2009 et meget ambitiøst initiativ - Copenhagen Finance IT Region (CFIR). Initiativet skydes i gang med deltagelse af økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen.

Det er et unikt initiativ, hvor de 14 partnere og virksomheder sammen vil arbejde målrettet for mere innovation og vækst i såvel den finansielle sektor som it-sektoren. Målet er, at København skal være Nordeuropas finans/it centrum.

- De, der formår at holde fast i innovation og udvikling i krisetider, vil komme styrket ud på den anden side, siger Finansrådets direktør, Jørgen A. Horwitz.- Copenhagen Finance IT Region skal øge samspillet mellem forskellige sektorer og uddannelsesinstitutionerne. Det vil stimulere innovation og vækst til gavn for os alle, fastslår Jørgen A. Horwitz om det nye initiativs potentiale.

Organisationerne ser store perspektiver i initiativet - ikke kun for den finansielle sektor og it-sektoren i hovedstadsområdet, men også for resten af Danmark og hele Øresundsregionen.

- Den finansielle sektor og it-sektoren er i dag blandt hovedstadens styrkepositioner sammenlignet med andre metropoler. Med initiativet vil vi bidrage til at udbygge disse styrkepositioner, pointerer Jørgen A. Horwitz.

Danmark er meget langt fremme, når det gælder brugen af it og internettet i det private og det offentlige. Vi har derfor en fantastisk mulighed for at udvikle nye og spændende teknologier og services. Samtidig er der en række udfordringer i forhold til uddannelse, fastholdelse og tiltrækning af arbejdskraft mv., som nytænkning kan bidrage til at løse. Det er alle temaer, som vi skal arbejde med.

 

FAKTA: Copenhagen Finance IT Region (CFIR)

Copenhagen Finance IT Region er en non-profit organisation med fokus på innovation og vækst i finans- og it-sektoren. Bag initiativet står en række partnere fra de to sektorer, vidensinstitutioner samt forskellige offentlige aktører.

Omdrejningspunktet for projektet er ønsket om at skabe mere innovation og vækst i såvel den finansielle sektor som it-sektoren. Arbejdet organiseres omkring fem centrale temaer. Der nedsættes pt. temagrupper, der på tværs af projektpartnerne skal arbejde med disse temaer:

  • Teknologi, innovation og F&U
  • Uddannelse og kompetenceudvikling
  • Tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft
  • Synlighed og markedsføring
  • Rammevilkår

Projektet skal virke fremmende for den danske og øresundsregionale finanssektor med særlig fokus på de muligheder, der ligger i samspillet mellem finans og it. Projektet skal løbende organisere og igangsætte pro-jekter til gavn for finans- og it-sektorerne i Hovedstadsregionen, i Danmark og i Øresundsregionen.

Læs mere om CFIR og de fem temaer på www.cfir.dk

 

PARTNERE:

  • Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
  • Copenhagen Business School, Handelshøjskolen
  • Copenhagen Capacity
  • Dansk Metal
  • DI ITEK
  • DJØF
  • Finansforbundet
  • Finansrådet
  • HK PRIVAT
  • IT-Branchen
  • IT-Universitet i København
  • Københavns Universitet
  • PROSA
  • Øresund IT
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her