Forside Presse Pressemeddelelser 2009 Spot på internatio...

Spot på internationalt studiemiljø

10. februar 2009

Danmark skal være bedre til at tiltrække og fastholde dygtige studerende fra udlandet. På Københavns Universitet skal en ny pris sætte skub i tingene med at forbedre det internationale studiemiljø. Prisen, der er på 100.000 kr., er sponseret af Finansrådet og skal uddeles en gang årligt - første gang til universitetets årsfest til november.

- Studiemiljøet har høj prioritet på Københavns Universitet, og det glæder mig, at vi med den nye pris får mulighed for at gøre en ekstra indsats for vores mange internationale studerende, siger prorektor Lykke Friis. 

- Vi ved desværre, at flere udenlandske studerende lever i et "parallelsamfund"; uden den store kontakt med danske medstuderende. Det svækker ikke alene deres læringsmuligheder, men også deres generelle indtryk af Danmark. Samtidigt går danske studerende glip af de mange fordele - lige fra sprog til venskaber - som opstår, når forskellige nationaliteter mødes, siger Lykke Friis og ser frem til de nye muligheder aftalen med Finansrådet giver.

Ideen med den nye pris er at give et skulderklap til en medarbejder, studerende eller et institut/fakultet, der gør noget særligt for det internationale studiemiljø på universitetet. Pengene kan enten gå til at gennemføre et nyt initiativ eller til at udbrede en allerede påbegyndt forbedring, fx inden for vejledning, information, undervisning eller sociale arrangementer.

- Vi er glade for at rette lyset mod studiemiljøet. Samtidig ser vi frem til en god dialog med Københavns Universitet om forskning og uddannelse. Den finansielle sektor vil fastholde og udbygge sin position i den internationale elite, og her er viden og kompetencer afgørende - siger Finansrådets direktør Jørgen A. Horwitz.

Prisen er del af en generel samarbejdsaftale mellem Finansrådet og Københavns Universitet, der udspringer af fælles interesser. Bedre evne til at tiltrække og fastholde dygtige studerende og vidensarbejdere er en forudsætning for, at Danmark kan blive en metropol for forskning, uddannelse og et vidensbaseret erhvervsliv.

Læs mere om studiemiljø på Københavns Universitet.

Kontakt:

Lykke Friis
Prorektor, Københavns Universitet
Telefon: 3532 2605
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her