Forside Presse Pressemeddelelser 2009 Styrk produktivite...

Styrk produktivitet, konkurrenceevne og vækst

6. oktober 2009

Statsministeren lagde i åbningstalen vægt på at, Danmark kommer styrket ud af krisen. Finansrådet er enig og peger på, at den helt centrale udfordring er at få et løft i produktivitet og konkurrenceevne.

- Det er helt essentielt, at dansk erhvervsliv står stærkt i den globale konkurrence, når krisen har lagt sig. Det er eksporten, der skal bære vores vækst, siger Finansrådets vicedirektør Klaus Willerslev-Olsen.

- Det er rigtigt set af regeringen, at løn og produktivitet skal mødes. Vi har desværre set, at danske virksomheder de seneste år har haltet bagefter med produktiviteten, men har ligget forrest med lønningerne. Det holder ikke, siger Klaus Willerslev-Olsen.

Finansrådet er enig med statsministeren, når han i åbningstalen afviser ekstra byrder og øget erhvervsbeskatning, der blot vil føre til udflytning af arbejdspladser.

- Vi hilser i den sammenhæng tankegangen bag regeringens 105 forenklingsinitiativer på velfærdsområdet velkommen. Det er imidlertid helt afgørende, at regeringen også fortsat fokuserer på erhvervslivets administrative byrder. Selvom de enkelte regler kan synes fornuftige, kan summen let udgøre en ødelæggende barriere for erhvervslivet, påpeger Klaus Willerslev-Olsen.

Finansrådet har store forventninger til arbejdet i Vækstforum.

- Gode rammevilkår, veluddannede medarbejdere, erhvervsrettet forskning og satsning på danske styrkepositioner er en del af svaret på vejen ud af krisen, siger Klaus Willerslev-Olsen og henviser til Finansrådets netop offentliggjorte vækstpolitik.

Finansrådet ser i den sammenhæng positivt på statsministerens udmelding i relation til innovation og uddannelse.

- Hvis vi skal klare os i fremtidens konkurrence på viden, er det vigtigt at sætte ind allerede i folkeskolen. Vi støtter derfor et 360 graders eftersyn af folkeskolen, siger Klaus Willerslev-Olsen.

Finansrådets vækstpolitik

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her