Forside Presse Pressemeddelelser 2009 Unge vil arbejde i...

Unge vil arbejde i den finansielle sektor

25. marts 2009

Seks ud af ti unge vil gerne arbejde i den private sektor, og opdelt på brancher er den finansielle sektor den næstmest populære efter handel. Det viser nye tal fra Finansrådet.

Undersøgelsen bygger på en omfattende undersøgelse blandt 575 unge på det almene gymnasium og handelsgymnasiet.

Undersøgelsen viser samtidig, at når de unge skal prioritere deres krav til deres fremtidige arbejdsliv, så er det faglige udfordringer i det daglige og indflydelse på arbejdsopgaverne, der ligger øverst på listen. Samtidig ser de unge den finansielle sektor som en branche, hvor der er gode karriereveje og mange faglige udfordringer.

"Jeg er glad for, at de unge har blik for karrieremulighederne i den finansielle sektor og de udfordringer, vi kan tilbyde i arbejdet. Det er afgørende for bankerne, at vi - på trods af krisen - kan blive ved med at tiltrække nye kompetente medarbejdere, da mange af de bankansatte er på vej på pension", siger Mille Østerlund, kontorchef i Finansrådet.

Undersøgelsen, der er udarbejdet i et samarbejde mellem CBS (Copenhagen Business School), DEA (Danmarks ErhvervsforskningsAkademi) og Finansrådet bliver fremlagt i dag, onsdag d. 25. marts, på konferencen "Kampen om kompetencerne - har din virksomhed Y faktor?" i Finansrådets Hus.

Fakta om undersøgelsens resultater

  • 59 procent af de unge på det almene gymnasium og handelsgymnasiet svarer, at de om 10 år vil arbejde i den private sektor, mens 14 procent vil arbejde i den offentlige sektor, 14 procent vil være selvstændige og resten enten vil være under uddannelse eller ikke ved det.
  • 44 procent af de unge svarer, at det er "meget vigtigt" med faglige udfordringer i det daglige, mens 34 procent svarer, at det er "meget vigtigt" med indflydelse på arbejdsopgaverne.
  • 76 procent af de unge vurderer, at den finansielle sektor indeholder gode muligheder for forskellige karriereveje, mens 69 procent af de unge finder den finansielle sektor fagligt udfordrende.
  • Undersøgelsen er foretaget blandt 506 unge på det almene gymnasium og handelsgymnasiet i januar 2009 af Manova for Finansrådet.
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her