Forside Presse Pressemeddelelser 2010 En hård - men nødv...

En hård - men nødvendig kur

19. maj 2010

Med genopretningsplanen har regeringen vist, at den omsider tager det offentlige budget alvorligt. Der har længe været behov for konsolidering, og et stop for stigningen i de offentlige udgifter. Regeringens midler er blandt andet en fastfrysning af såvel overførselsindkomsterne som de offentlige budgetter samt en udskydelse af de planlagte topskattelettelser.

- Kuren er hård men nødvendig. Det er prisværdigt, at regeringen har set skriften på væggen og agerer efter det på en fornuftig og balanceret måde, siger Finansrådets direktør Jørgen A. Horwitz.

- Vi kan ikke alene investere os ud af de udfordringer, vi står overfor. En for lempelig finanspolitik gennem mange år har medført, at offentlige besparelser ikke er til at komme uden om. I den henseende er det fornuftigt, at overførselsindkomsterne ikke må stige de næste år, og at de offentlige budgetter holdes i ro. Man skal ikke glemme, at det sker fra et historisk højt niveau, siger Jørgen A. Horwitz. 

Regeringen lægger også op til at udskyde forhøjelsen af grænsen for, hvornår man skal betale topskat samt fastfryse alle de nuværende skattegrænser. Det er umiddelbart den forkerte kur, fordi det på længere sigt virker mod hensigten om at skabe økonomisk vækst og balance på de offentlige budgetter.

- I en krisesituation er det imidlertid politisk forståeligt, at alle skal holde for. Det er imidlertid vigtigt at holde fokus på, at vi skal kunne fastholde og tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft og derudover arbejde mere. Her er lavere beskatning af arbejdsindkomst et meget vigtigt incitament, siger Jørgen A. Horwitz.

- Genopretningsplanen har i den nuværende situation med rette fokus på det korte sigt. Det er imidlertid afgørende ikke at glemme, at velfærden på længere sigt er truet. Det er derfor nødvendigt også at tage et opgør med ordninger, der trækker danskerne for tidligt ud af arbejdsmarkedet, siger Jørgen A. Horwitz.

- Vi kommer altså ikke uden om et opgør med efterlønnen og øvrige arbejdsmarkedsordninger. Vi kan ikke blive ved med at betale raske danskere for at holde fri, når virksomheder i fremtiden ikke kan få de hænder, der er brug for, siger Jørgen A. Horwitz.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her