Forside Presse Pressemeddelelser 2010 God udnyttelse af ...

God udnyttelse af overskuddet fra bankpakkerne

24. februar 2010

Finansrådet glæder sig over, at statens overskud fra bankpakkerne går til at løfte læsefærdigheden i folkeskolen.

- Vi var glad for bankpakkerne, der kom på det helt rigtige tidspunkt, da pengemarkederne var frosset fast. Dermed kunne udlånet opretholdes og understøtte den økonomiske vækst. Vi har dog heller ikke lagt skjul på, at bankpakkerne var meget dyre. Derfor er det glædeligt, at staten nu bruger overskuddet fra bankpakkerne til et godt formål, siger direktør i Finansrådet Jørgen A. Horwitz.

- Vi vil derudover gerne rose regeringens forslag om et eftersyn af førtidspensions- og fleksjobsordningen, øget tilskyndelse til at færdiggøre uddannelse for de unge og fokus på tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft. Endelig glæder det os, at det offentlige skal høste produktivitetsgevinster ved at udbrede digitalisering samt ved at den offentlige konkurrenceudsættelse skal øges, siger Jørgen A. Horwitz.

- Det løbende underskud på statens finanser giver selvfølgelig anledning til bekymring. Men regeringen prioriterer rigtigt, når den i første omgang har fokus på ikke at kvæle det spirende opsving. Bliver opsvinget selvbærende, vil staten igen få penge i kassen. Så snart opsvinget har bidt sig fast, skal vi dog have en stram styring af de offentlige udgifter, og her håber jeg, regeringen får held med at holde dem i ro og i bedste fald nedbringe dem, anfører Jørgen A. Horwitz.

Den store udfordring for dansk økonomi er imidlertid den demografiske udvikling. Rigtig mange danskere skal inden for få år pensioneres, og det offentliges udgifter til fx sundhedsområdet bliver højere og højere. Samtidigt bliver der færre til at betale regningen.

- Jeg håber, regeringen snarest muligt vil søsætte reformer, der tager højde for ubalancen mellem indtægter og udgifter i fremtiden, så velfærdssamfundet kan hænge sammen. Regeringen lægger op til at efterse førtidspensions- og fleksjobsordningerne. Men det er også nu, vi skal tage et opgør med efterlønnen for de arbejdsdygtige, overveje indførsel af brugerbetaling på flere områder samt afkorte dagpengeperioden, påpeger Jørgen A. Horwitz.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her