Forside Presse Pressemeddelelser 2010 Næste generations ...

Næste generations computere skal styrke bankernes risikostyring

3. december 2010

Ny forskning skal udvikle fremtidens parallelle computere til at styrke bankernes risikostyring. Forskningsverdenen og banksektoren er gået sammen i forskningscentret HIPERFIT, der skal kombinere forskning i programmeringssprog, high-performance computing og finans.

- Finanssektoren står med enorme datamængder, beregningstunge analyser og krav til risikostyring. Disse udfordringer kan løses på en effektiv og billig måde ved at anvende parallelle computere. Vi mangler dog programmeringssprog og teknikker, som kan udnytte fremtidens hardware fuldt ud og samtidig give gennemskuelige og pålidelige løsninger. Det er dette problem, HIPERFIT vil angribe, siger forskningsleder Professor Fritz Henglein, Datalogisk Institut.

- HIPERFIT forskningscentret vil styrke København og Danmark som en specialiseret finansregion inden for finans-it. HIPERFIT kan være med til at udvikle den særlige ekspertise vi har i regionen inden for investeringssoftware, high-performance computing og programmeringssprog. Derved vil det være med til at udvikle og tiltrække højværdi jobs, siger Anette Broløs sekretariatschef i Copenhagen Finance IT Region, der har været med til at samle og facilitere partnerne bag centret.

Det Strategiske Forskningsråd har investeret 31,4 mio. kr. i forskningscentret HIPERFIT, der står for Functional High-Performance Computing for Financial Information Technology. Forskningscentret skal ligge på Datalogisk Institut, Københavns Universitet (DIKU) med Professor Fritz Henglein som forskningsleder. Partnerne i centret er DIKU, Institut for Matematiske Fag, KU, Danske Bank, Jyske Bank, Nordea, Nykredit, SimCorp og den franske it-virksomhed Lexifi foruden en række internationale forskningspartnere bl.a. University of Oxford, University of California og Carnegie Mellon.

Yderligere oplysninger:

  • Sekretariatschef Anette Broløs, CFIR, abr@cfir.dk, 3370 1103
  • Erhvervskonsulent Anders Pall Skött, CFIR, aps@cfir.dk, 3370 1107
  • Professor Fritz Henglein, Datalogisk Institut, Københavns Universitet, henglein@diku.dk, 3058 9576
  • Chefkonsulent Birthe Schouby, Det Strategiske Forskningsråds sekretariat, bsn@fi.dk, 3544 6219
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her