Forside Presse Pressemeddelelser 2010 Ny boligprisstatis...

Ny boligprisstatistik øger gennemsigtigheden

2. december 2010

Nu bliver det muligt at se prisnedslagene på solgte ejerboliger både på landsplan og lokalt. Boligmarkeds-statistikken udgives første gang inden jul, og gør det lettere for forbrugerne at gennemskue boligmarkedet. Dansk Ejendomsmæglerforening, Realkreditforeningen, Finansrådet og Realkreditrådet står bag statistikken.

Fremover kan du få et samlet overblik over prisnedslagene på solgte boliger i dit nærområde. Det er nu muligt med Boligmarkedsstatistikken, som er en ny samlet statistik fra Dansk Ejendomsmæglerforening, Realkreditforeningen, Finansrådet og Realkreditrådet står sammen om at udgive.

I Boligmarkedsstatistikken sammenholdes de faktiske handelsoplysninger for de solgte boliger med annonceringen på internettet før salget. Det gør det muligt at fastslå størrelsen på prisnedslagene for alle typer handlede ejerboliger siden 2004. Derudover indeholder statistikken også den gennemsnitlige salgstid fra en bolig annonceres første gang til den er solgt.

Boligmarkedsstatistikken indeholder også oplysninger om de gennemsnitlige kvadratmeterpriser og antallet af frie handler for parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse siden 1992. Tallene er opgjort på landsplan, men brugerne kan også se priser på de enkelte regioner, landsdele, kommuner og postnumre.

Boligmarkedsstatistikken udgives første gang mandag den 20. december 2010 med en opgørelse for 3. kvartal 2010. Den udgives ca. 2½ måned efter kvartalets udgang.

Fælles pressemeddelelse

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her