Forside Presse Pressemeddelelser 2010 Unge iværksættere ...

Unge iværksættere opfinder elektronisk menukort

22. april 2010

Tre elever fra Midtfyns Gymnasium vandt i dag 25.000 kroner og plads i den internationale del af European Business Game i Frankrig med en opfindelse, der skal gøre det sjovere at gå på restaurant. 


Hvis menukortet på restauranten er elektronisk, kan gæsterne både få at vide, hvilke ingredienser, der er i retterne, hvor ingredienserne kommer fra og måske kan junior spille computerspil på menukortet, mens familien venter på maden.


Sådan tænkte Josefine Nørgaard, Nick Bakkegaard og Christina Pedersen fra Midtfyns Gymnasium, der i konkurrence med 11 andre hold vandt den danske finale af European Business Game (EBG), som Finansrådet, Foreningen af Lærere i Erhvervsøkonomi og Driftsøkonomisk Forening står bag.


Vinderprojektet fik mange rosende ord fra dommerpanelet og går nu videre til den internationale finale i Frankrig. Om vinderprojektet fra Midtfyns Gymnasium sagde dommerpanelet blandt andet:


- Eleverne har fundet en meget realiserbar løsning, som er praktisk anvendelig, har et internationalt potentiale og som kæderestauranter allerede kan se en fordel i at tilbyde gæsterne.


I finalen deltog mere end 600 gymnasieelever, der præsenterede hver deres iværksætterprojekt. Mange spændende projekter var med i kapløbet - lige fra den tyverisikrede cykel til den alternative vindmølle - og der blev desuden uddelt to særpriser for bedste ide og bedste skriftlige præsentation.

Deltagerne er selv overraskede over, hvor grebet de er blevet af deres projekter, der har været en del af fagene erhvervsøkonomi, innovation og virksomhedsøkonomi siden skoleårets start i september sidste år.

Finansrådet er hovedsponsor for EBG i Danmark og lagde hus til dagens finale.

- Bankerne har ligesom andre dele af samfundet gavn af og behov for et velfungerende erhvervsliv og vil med European Business Game være med til at fremme en stærk iværksætterkultur. Med konkurrencen sikrer vi, at de unge relativt tidligt i uddannelsessystemet bliver introduceret til iværksætteri og får en række faglige og personlige kompetencer som forretningsmæssig forståelse og kreativitet, siger Finansrådets direktør Jørgen A. Horwitz.

Læs mere om European Business Game på:
www.business-games.dk

 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her