Forside Presse Pressemeddelelser 2011 Ambitiøs digital s...

Ambitiøs digital strategi

19. august 2011

Den fælles offentlige digitaliseringsstrategi baner vejen for en mere effektiv offentlig sektor - men samspillet til de private aktører skal styrkes.

Med den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi for 2011-2015 har det offentlige Danmark lanceret en strategi med flere ambitiøse initiativer, der skal bane vejen for en mere effektiv offentlig sektor.

Det er en god og nødvendig strategi med flere initiativer, som Finansrådet støtter.

- Strategien tager fat i nogle af de nødvendige initiativer, der skal til, for at samfundet kan høste de fulde gevinster ved digitaliseringen. Fx obligatorisk brug af digitale løsninger, krav til genbrug af digitale løsninger på tværs af myndigheder og gentænkning af eksisterende lovgivning, siger digitaliseringschef i Finansrådet Thomas Nørby Dahl.

Digitaliseringsstrategien er en offentlig strategi. Stigende digitalisering stiller imidlertid stadigt højere krav til samarbejdet og koordinationen mellem det offentlige og de private aktører, der skal bruge de fælles digitale løsninger. 

- Finansrådet mener, at det er nødvendigt at styrke samarbejdet mellem det offentlige og de private aktører på digitaliseringsområdet, siger Thomas Nørby Dahl.

- Det offentlige skal ikke nødvendigvis selv udvikle og stå for alle de nye løsninger og infrastrukturer, men gøre det muligt for private aktører at skabe disse ved at opsætte krav og standarder for digitale samarbejder, løsninger mv. - og så at sige sætte sit "blå stempel" på disse, så der kan skabes tillid til de nye digitale løsninger, siger Thomas Nørby Dahl.

Endvidere fremhæver Thomas Nørby Dahl Finansrådets samarbejde med CFIR (Copenhagen Finance IT Region), der har stærkt fokus på styrket innovation og forskning som grundlag for attraktive arbejdspladser, vækst og eksport på finans-it området. 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her