Forside Presse Pressemeddelelser 2011 Finansrådet: Brug ...

Finansrådet: Brug for flere langsigtede initiativer

23. august 2011

Regeringen har i dag fremlagt vækstpakken Holdbar Vækst.

- Det er positivt, at regeringen har fokus på vækstinitiativer. Og det er godt, at regeringens pakke er finansieret, og således ikke bidrager til at øge gælden på længere sigt, siger Finansrådets direktør Jørgen A. Horwitz.

- Vi havde dog gerne set færre offentlige investeringer og i stedet større fokus på langsigtede reformer i stil med Tilbagetrækningsreformen. De offentlige investeringer er i dag på det højeste niveau i 25 år. Da det yderligere generelt er svært at ramme den rette timing, er det betænkeligt at fremrykke flere offentlige investeringer på nuværende tidspunkt, siger Jørgen A. Horwitz.

- Det er helt essentielt, at den danske konkurrenceevne sikres på længere sigt og derfor skal der sættes fokus på at fremme konkurrencedygtige og stabile rammevilkår for danske virksomheder, som kan øge de private investeringer og produktiviteten. Det vil skabe grundlaget for vækst og velstand i Danmark, siger Jørgen A. Horwitz.

- Grundlæggende har vi brug for noget optimisme, hvis væksten skal stimuleres. Udbetalingen af efterlønsindbetalingerne kan forhåbentligt hjælpe med hertil. I sidste ende kommer det imidlertid an på den globale økonomi. Vi får ikke nævneværdig fremgang, før det også går fremad internationalt, siger Jørgen A. Horwitz.

 

Yderligere oplysninger:
Finansrådets direktør Jørgen A. Horwitz via pressechef Mikael Winkler på 3016 1015

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her