Forside Presse Pressemeddelelser 2011 Gode nyheder for d...

Gode nyheder for det danske realkreditsystem

20. juli 2011

EU-Kommissionen har i dag fremlagt sit CRD IV-forslag til nye regler om kapital, kapitaldækning og likviditetsstyring for kreditinstitutter. CRD IV omfatter blandt andet et forslag til den europæiske implementering af Basel III-standarderne.

EU-Kommissionen ønsker med forslaget at øge bankernes modstandskraft i lyset af den finansielle krise. Dette skal blandt andet ske ved at øge bankernes kapitalkrav samt ved at øge kvaliteten af bankernes kapital gennem en forøgelse af andelen af egenkapital i kapitalgrundlaget.

- Det nye udspil vedrørende bankernes kapitalforhold synes at have fundet et passende niveau, og vi kan glæde os over, at bankerne i Danmark er godt rustet til at opfylde disse nye krav. Det er dog vigtigt at erindre om, at det ikke er omkostningsfrit at stramme kapitalkravet, fordi det reducerer bankernes udlånskapacitet, og dermed påvirkes aktiviteten i samfundsøkonomien, siger Morten Frederiksen, kontorchef i Finansrådet.

Udover nye regler for kapitalkrav indeholder CRD IV også forslag til regler for bankernes likviditetsstyring med et udgangspunkt i Basel III-standarden. En direkte implementering af Basel III-standarderne for likviditetsstyring ville give store udfordringer for den danske finansielle sektor, da Basel-komiteen kun anerkender statsobligationer som de bedste likvide aktiver og ikke anerkender obligationer med under et års løbetid som stabil funding. Sidstnævnte vil særligt udfordre den eksisterende model bag de populære rentetilpasningslån.

Med udspillet til CRD IV viser EU-Kommissionen, at der er forståelse for, at en europæisk implementering naturligvis vil kræve en vis tilpasning til europæiske forhold. Dette ses fx i forbindelse med definitionen af likvide aktiver, hvor realkreditobligationer med høj likviditet har mulighed for at indgå på lige fod med statsobligationer i bankernes likviditetsstyring.

- Det er meget positivt, at EU-Kommissionen med CRD IV har valgt det rigtige udgangspunkt og anerkendt, at realkreditobligationer af høj kvalitet skal kunne indgå på lige fod med statsobligationer i bankernes likvide aktiver, fremhæver Morten Frederiksen.

- I et land som Danmark, med lav statsgæld og dermed få statsobligationer, er denne mulighed for medregning af realkreditobligationer i bankernes beholdning af likvide aktiver helt central for bankernes mulighed for at styre likviditeten, understreger Morten Frederiksen.

- Bankerne er desuden en stor aftager af realkreditobligationer, og det nye forslag er derfor også gode nyheder for de danske låntagere. Forslaget kan sikre, at bankerne kan fortsætte med at bruge realkreditobligationer i deres likviditetsstyring og dermed fortsat være en stor aftager af realkreditobligationer. Dette vil være med til at sikre, at låntagerne fortsat får den gode og billige finansiering gennem deres realkreditlån, siger Morten Frederiksen.

- Det er dog vigtigt at understrege, at det alene er EU-Kommissionens forslag, som er blevet offentliggjort i dag. Behandlingen i Ministerrådet og EU-Parlamentet udestår stadigvæk, og vi vil derfor først kende de endelige regler og dermed konsekvenserne af den nye regulering, når den politiske proces er gennemført. Men dagens udspil tegner godt, fremhæver Morten Frederiksen.

- I forhold til de danske rentetilpasningslån er situationen fortsat uafklaret. I EU-Kommissionens forslag lægges der alene op til en rapportering for at belyse konsekvenserne af forskellige forslag om stabil finansiering. EU-Kommissionens ønske om en grundig analyse af konsekvenserne, før der fremsættes et egentligt forslag til nye regler om stabil finansiering, er positivt, siger Morten Frederiksen.

- Når effekterne af forslaget om stabil finansiering analyseres, er det helt centralt, at vi fra dansk side får gjort opmærksom på, at det nye forslag bør indeholde en langt mere nuanceret og virkelighedsnær definition af, hvad stabil finansiering er, understreger Morten Frederiksen.

- Særligt bør et eventuelt kommende forslag om stabil finansiering ikke indeholde rigide regler, der tildeler obligationer med en løbetid under et år værdien nul, som vi så i Basel III-standarderne. En sådan regel er dybt ulogisk og vil udfordre den eksisterende model bag de populære rentetilpasningslån og vil i sidste ende medføre dyrere boliglån for danskerne, understreger Morten Frederiksen.

Kontakt:

Morten Frederiksen
Kontorchef
Telefon: 3370 1104
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her