Forside Presse Pressemeddelelser 2011 Ingen ekstra begræ...

Ingen ekstra begrænsninger på boligudlån

31. maj 2011

Finansrådet er enig med vismændene i, at der ikke er behov for særlige danske tiltag rettet mod de variabelt forrentede boliglån.

- Boligmarkedet befinder sig i en følsom periode. Vi har behov for ro omkring boligkøb og boligfinansieringen. Vi deler derfor vismændenes anbefaling af ikke at indføre særlige danske tiltag mod de variabelt forrentede lån. De har en vigtig rolle i stabiliseringen af økonomiske udsving og har blandt andet medført, at danskerne har sparet knap 20 mia. kr. i renteudgifter alene gennem det seneste år. Udbredelsen af lånetyper som variabelt forrentede lån og afdragsfrihed har øget boligejernes fleksibilitet, siger Finansrådets formand Peter Straarup i en kommentar til den netop offentliggjorte vismandsrapport.

- Fra sektorens side spreder vi nu refinansieringsauktionerne mere over året. Det er for blandt andet at mindske de risici, der kan være forbundet med valutakursuro kombineret med udbredelsen af de 1-årige variabelt forrentede lån. Det danske boligfinansieringssystem er robust, hvilket vi blandt andet oplevede gennem den internationale finanskrise. Det er vigtigt at huske på, når man fra flere sider rejser nye krav til at regulere den finansielle sektor, siger Finansrådets formand Peter Straarup.

Vismændene peger også på en ophævelse af skattestoppet.

- Hvis en ophævelse af ejendomsværdiskattestoppet tilpasses efter boligmarkedets situation, kan det være fornuftigt, såfremt man benytter det ekstra skatteprovenu til at sænke skatten på lønindkomst. Det er helt afgørende, at danskernes samlede skattebetaling ikke stiger, da det vil lægge en kraftig begrænsning på væksten, siger Finansrådets formand Peter Straarup.

Finansrådets samlede kommentarer til Det Økonomiske Råds diskussionsoplæg er vedlagt, og kan tillige ses på www.finansraadet.dk


Yderligere oplysninger om denne pressemeddelelse kan fås ved henvendelse til Finansrådets formand Peter Straarup på telefon 4514 6001.

Finansrådets skriftlige kommentarer til Dansk Økonomi F11

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her