Forside Presse Pressemeddelelser 2011 Ros til København

Ros til København

18. august 2011

Det er helt rigtig set af København, når Copenhagen Business Task Force i deres forslag til ny erhvervspolitik fremhæver, at København især skal satse på finans/it. Inden for finans og it er vi allerede godt i gang med CFIR - Copenhagen Finance IT Region.

- Vi glæder os over, at overborgmester Frank Jensen nu satser på København som erhvervsmetropol. København har gode forudsætninger for at fungere som vækstlokomotiv for resten af Danmark. Finans/it-klyngen er en vigtig brik for væksten i København med 13 procent af den private beskæftigelse og en række markante internationale virksomheder, siger Finansrådets direktør Jørgen A. Horwitz.

- Jørgen A. Horwitz peger på, at finans- og it-sektoren allerede er langt fremme med klyngesamarbejdet CFIR (Copenhagen Finance IT Region), der består af 13 partnere fra den finansielle sektor, universiteter, faglige organisationer og it-erhvervsorganisationer. Partnerne repræsenterer tilsammen mere end 400.000 medarbejdere. CFIR arbejder for at skabe vækst og innovation mellem finans og it, tiltrække og udvikle flere højværdijob samt forbedre mulighederne for eksport af services fra danske finans/it-virksomheder.

- CFIR er klar til at gå ind i et samarbejdet med task forcen for at realisere visionerne, der på mange måder rammer vigtige dagsordener, som finans/it-klyngen kan bidrage til, siger Jørgen A. Horwitz og fremhæver udviklingen af stærke forsknings- og kompetencemiljøer i samspil med erhvervslivet, fastholde og tiltrække udenlandske virksomheder og medarbejdere og udvikle København som digital fremtidsby.

- København har forudsætningerne for at være en international finans/it region, og det er netop det, der er ambitionerne for CFIR. Derfor er det rigtigt, når overborgmester Frank Jensen sætter fokus på vækst, på klyngesamarbejde og på København som vækstmotor. Copenhagen Business Task Forces idéer er et rigtigt skridt på vejen, og vi deltager gerne i arbejdet, siger Jørgen A. Horwitz.

Læs mere om CFIR på cfir.dk

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her