Forside Presse Pressemeddelelser 2011 Unge opfinder flek...

Unge opfinder fleksibelt el-kabel

29. april 2011

Elever fra Ordrup Gymnasium vandt i dag 25.000 kroner og plads i den internationale finale i European Business Game i Italien med en opfindelse, der gør el-kabler fleksible.

Hvorfor kan kablet til computeren ikke rulles op på samme måde som kablet på støvsugeren? Sådan tænkte en gruppe gymnasieelever fra Ordrup Gymnasium, da de skulle udvikle en praktisk og brugbar idé i forbindelse med konkurrencen European Business Game.

Som tænkt - så gjort. Jonas Milbak, Christian Langkjær, Jonas Ustvedt og Nicolai Nærum udviklede et fleksibelt kabel - en forlængerledning på fem meter, der kan rulles op og tages med i tasken. Et lille og fleksibelt kabel til privat brug findes ikke på markedet, og derfor har de producenter og forhandlere, som eleverne har været i kontakt med, været meget positive overfor at gå videre med ideen.

I dag præsenterede holdet deres iværksætterprojekt ved den danske finale i European Business Game i Finanssektorens Hus i København. Projektet røg til tops i konkurrencen, og holdet kunne gå hjem med en check på 25.000 kroner og retten til at deltage i den internationale finale, der finder sted i Italien i juli.

"European Business Game er med til at skabe og understøtte en stærkere iværksætterkultur i Danmark samtidig med, at eleverne får en dybere finansiel forståelse. Det er vigtigt og en væsentlig grund til, at bankerne og gymnasier over hele landet nu på tyvende år har valgt at stå bag EBG", siger direktør Jørgen A. Horwitz fra Finansrådet, der er hovedsponsor i tæt samarbejde med Foreningen af Lærere i Erhvervsøkonomi og Driftsøkonomisk Forening.

European Business Game er en europæisk konkurrence for gymnasieelever, der dyster om at etablere den bedste fiktive virksomhed. Alene i Danmark deltager flere end 600 elever hvert år i konkurrencen. European Business Game gennemføres i et samarbejde mellem gymnasier, banker og virksomheder, som stiller rådgivere og konsulenter til rådighed for eleverne. De får dermed et godt indblik i, hvordan virksomhederne arbejder i det daglige, samtidig med at virksomhederne tidligt får kontakt til potentielt kommende medarbejdere. Vinderne af den danske finale går videre til den internationale konkurrence med deltagere fra store dele af Europa.

Yderligere oplysninger: Pressechef Mikael Winkler, Finansrådet, telefon 3016 1015.

 EBG-finale 2011 - vinder udenfor

 Vinderholdet fra Ordrup Gymnasium

 

European Business Game

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her