Forside Presse Pressemeddelelser 2012 Elever fra IBC Aab...

Elever fra IBC Aabenraa vinder virksomhedsspil

3. maj 2012

Der var spænding til sidste sekund, da skoleelever fra hele landet i dag dystede om førstepladsen i Virksomhedsspillet i Finanssektorens Hus.

Det handler om at træffe de helt rigtige beslutninger, om at have godt øje for konkurrenternes markedsføring og om at have føling med, hvad kunderne tænker.

Det har mere end 3.000 elever landet over trænet igennem de seneste tre måneder, som led i Finansrådets Virksomhedsspil. Efter først at have valgt en virksomhed, som eleverne holdvis skal få til at vokse, er de hver uge blevet udfordret med de problemer, som virkelighedens erhvervsliv også kender. De har taget stilling til alt fra kritiske kunder til kriser. Og de har været tvunget til at træffe svære beslutninger og skabe nye strategier.

Det har Rene Bennetzen, Tanja Nielsen, Mads Brander Ravn, Christine Frank Sønnichsen og Søren Nyborg Pedersen fra IBC Aabenraa været rigtig skarpe til.  I marts fik et wildcard til finalen, og i dag løb de af med første pladsen i dagens finale. Præmien på 6.000 kroner får eleverne både for deres evne til at få virksomheden til at blomstre igennem tre måneder, men også for deres evne til at træffe både rigtige og hurtige beslutninger i dagens ekstra konkurrence.

"Virksomhedsspillet giver eleverne mulighed for at prøve iværksætterens situation af. De oplever spillet som både spændende og realistisk. De finder ud af, at det er rigtig krævende at drive virksomhed. Med virksomhedsspillet får eleverne samtidig en smagsprøve på, hvordan det er at starte egen virksomhed. På den måde håber vi at være med til at understøtte en iværksætterkultur, som er vigtig for fremtiden", siger Finansrådets direktør, Jørgen A. Horwitz.

Andenpladsen i dagens Virksomhedsspil gik til Mathias Christensen, Morten Danmark og Ulrik Wiberg Klitgaard fra Ålborg Handelsskole, og tredjepladsen til Mia Resting-Jeppesen og Camilla Klinkov Schou fra Århus Handelsskole.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her