Forside Presse Pressemeddelelser 2012 Finanssektoren bid...

Finanssektoren bidrager aktivt til fornuftige løsninger

22. april 2012

Den finansielle sektor og Finansiel Stabilitet A/S har gennem en koordineret indsats bidraget til at finde løsninger på problemerne i Sparekassen Østjylland og Spar Salling Sparekasse.

Sparekassen Østjylland afvikles gennem Bankpakke IV. Det betyder, at de "grønne" dele af sparekassen, herunder alle privatkunder, overtages af Sparekassen Kronjylland, mens Finansiel Stabilitet A/S overtager de "røde" engagementer. Finansiel Stabilitet A/S og Garantifonden for Indskydere og Investorer, der er finansieret af den finansielle sektor, bidrager hver med en medgift til det nye datterselskab under Finansiel Stabilitet A/S.

I Spar Salling Sparekasses tilfælde er der blevet indgået en aftale om, at Den Jyske Sparekasse overtager Spar Salling Sparekasse. Aftalen er blevet muliggjort ved et tilsagn fra Garantifonden om at yde en medgift til Den Jyske Sparekasse. Aftalen skal godkendes af repræsentantskabet i Den Jyske Sparekasse.

"Selvom det altid er trist, når en bank kommer i nød, så er det tilfredsstillende, at det endnu en gang har vist sig muligt at finde fornuftige løsninger," siger direktør i Finansrådet Jørgen A. Horwitz.

"Folketinget har gjort det muligt for sektoren at bidrage med forskellige typer af medgiftsordninger, som i denne weekend har vist sit værd. Garantifonden, der er fuldt finansieret af den finansielle sektor, kan dermed for første gang stille med en medgift til en køber, der overtager alle kunder. Derudover har Garantifonden ydet en medgift til den røde del af Sparekassen Østjylland, der overtages af Finansiel Stabilitet A/S," siger Jørgen A. Horwitz.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her