Forside Presse Pressemeddelelser 2012 Skattereformudspil...

Skattereformudspillet er ulogisk og uambitiøst

29. maj 2012

Tankegangen om at sænke skatten på arbejdsindkomst er den helt rigtige vej til målet om øget vækst, men skattereformudspillet er ikke ambitiøst nok og går på flere områder stik imod målet, mener Finansrådet.

"Skattereformen har gode takter men giver ikke tilstrækkelig stor effekt på arbejdsudbuddet. Skattereformen bør være større og mere effektiv. Vi kan få betydelig mere vækst for pengene ved en mere målrettet indsats", siger direktør i Finansrådet Jørgen A. Horwitz.

Regeringens egne beregninger viser, at det er mere effektfuldt og har større job- og væksteffekt at øge topskattegrænsen frem for at øge beskæftigelsesfradraget.

"Regeringen kan opnå en langt større positiv effekt på væksten ved at gennemføre en betydelig forhøjelse af topskattegrænsen her og nu eller endnu bedre at sænke selve topskattesatsen. Alligevel vælger regeringen at bruge hovedparten af pengene på at øge beskæftigelsesfradraget. Det er ulogisk at anvende det mindst effektive middel mest og i øvrigt gemme det mest effektive til sidst ved en meget lang indfasning", siger Jørgen A. Horwitz.

Når regeringens mål med skattereformen først og fremmest ligger på øget vækst, er det også ulogisk at øge lønsumsafgiften med 650 mill. kr. årligt.
Ved at øge beskatningen af den finansielle sektor bliver det sværere og dyrere for bankerne at låne ud, hvilket uundgåeligt vil føre til en lavere vækst i Danmark.

"Bankernes udlån begrænses allerede af stigningen i kapitalkravene. Med en højere lønsumsafgift forringes kreditvilkårene yderligere", siger Jørgen A. Horwitz.

Regeringens omlægning af kapitalpensionen er udelukkende en måde at fremrykke pensionsbeskatningen på og kan skabe unødig usikkerhed.

"Det er uheldigt at fremrykke pensionsbeskatningen, da det kan føre til en letsindig finanspolitik. Samtidig er det et helt forkert signal konstant at ændre forholdene omkring pensionsopsparing. Der er netop brug for ro på pensionsområdet, så den enkelte opsparer føler sig tryg", siger Jørgen A. Horwitz.

Yderligere oplysninger:
Direktør Jørgen A. Horwitz via pressechef Mikael Winkler tlf.: 30161015

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her