Forside Presse Pressemeddelelser 2013 Finansraadet klar ...

Finansrådet klar med ny referencerente

2. januar 2013

Fra og med i dag etablerer Finansrådet en ny referencerente baseret på
CITA-renteswaps.

Den nye referencerente indføres i medfør af en aftale indgået mellem Erhvervs- og Vækstministeriet, Finansrådet, Realkreditrådet og Realkreditforeningen.

"Vi er glade for, at det er lykkes at finde stillere til den nye referencerente, og at vi hermed har fået etableret en referencerente, som kan supplere den eksisterende CIBOR-rente, som det har været ønsket af Erhvervs- og Vækstministeriet", siger underdirektør Søren Gade fra Finansrådet.

CITA-renteswaps (Copenhagen Interbank Tomorrow/Next Average) er korte renteswaps i kroner, hvor en fast rente (CITA-swaprenten), der fastsættes ved aftalens indgåelse, byttes med en variabel dag-til-dag rente (Tomorrow/Next referencerenten).

De kvoterede CITA-renteswaps er således baseret på et generelt likvidt marked for renteswaps samt en Tomorrow/Next-rente, der i udgangspunktet er markedsbaseret, men som dog på dage med lav omsætning kan være helt eller delvist baseret på kvoterede satser.

Forskellen mellem CIBOR og CITA er primært, at CIBOR indeholder et element af kredit- og likviditetsrisiko, hvorimod CITA-renteswaps alene er en rentesikring. Udlån baseret på CITA vil derfor indeholde et kredit- og likviditetstillæg, der tager højde for CITA-rentens karakteristika.

Den nye referencerente vil være tilgængelig på Finansrådets hjemmeside www.finansraadet.dk. Stillerne til den nye referencerente er Danske Bank, Jyske Bank, Nordea Bank Danmark, Nykredit, Spar Nord Bank og Sydbank. Som Finansrådets øvrige referencerenter vil CITA-renteswappen være under tilsyn af Finanstilsynet.

De af Finansrådets medlemmer, der tilbyder privat- eller erhvervskunder lån baseret på CIBOR, vil arbejde for, at kunderne senest 1. juli 2013 tilbydes lån, der er baseret på CITA. Finansrådets medlemmer vil desuden snarest muligt tilbyde eksisterende privat- og erhvervskunder, der i dag har lån i banken, som er knyttet til CIBOR, at lægge om til et lån, som ikke er baseret på CIBOR, f.eks. et CITA-baseret lån. Tilbuddet skal udgøre et reelt alternativ for kunderne, idet der dog vil være de almindelige omkostninger forbundet med låneomlægningen.

Finansrådet har ansvaret for at indsamle og beregne CITA-renteswaps, mens Danmarks Nationalbank er ansvarlig for at indsamle og beregne Tomorrow/Next renten. Regelsættet bag referencerenterne fastsættes af Finansrådet. Regelsættene er tilgængelige på Finansrådets hjemmeside www.finansraadet.dk.

Finansrådet har i forlængelse af redegørelserne om CIBOR-renterne og indførelsen af CITA-renteswaps revideret reglerne for Finansrådets referencerenter. Dette betyder blandt andet, at der er indført regler for compliance, og at reglerne for CIBOR-satserne er blevet udvidet og præciseret.

CITA-renteswaps vil blive offentliggjort med løbetider på 1, 2, 3, 6, 9 og 12 måneder. Separat er det blevet besluttet, at CIBOR-satserne vil blive beregnet med samme løbetider, hvilket betyder, at CIBOR-renter for 4, 5, 7, 8, 10 og 11 måneder vil udgå fra slutningen af 2013 på grund af manglende markedsefterspørgsel.

Yderligere oplysninger:

Underdirektør Søren Gade gennem journalist Thomas Søie Hansen på telefon 3016 1098.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her