Forside Presse Pressemeddelelser 2014 Finansrådets komme...

Finansrådets kommentarer til vismandsrapporten

7. oktober 2014

Finansrådet støtter vismændenes anbefaling om ikke at lempe finanspolitikken. Det Økonomiske Råd går til gengæld for vidt i deres forslag om en yderligere begrænsning af rentetilpasningslånene.
 
De økonomiske vismænd fremlægger i dag rapporten for efteråret 2014. Rapporten understreger vigtigheden af finanspolitisk disciplin frem mod den sidste finanslovsforhandling i den indeværende valgperiode.
 
"Vismændenes forventning om et øget offentligt underskud i 2015 er et klart signal til politikerne om at udvise tilbageholdenhed frem mod finanslovsforhandlingerne. Selvom prognosen er usikker, peger tallene på, at råderummet er opbrugt,” siger Finansrådets formand, Tonny Thierry Andersen.
 
Han henviser til, at vismændenes prognose peger på en offentlig saldo, der i 2015 overstiger EU’s underskudsgrænse.
 

Forslag om yderligere regulering af boliglån går for vidt

Vismændene diskuterer også muligheden for at begrænse udbredelsen af rentetilpasningslån på husholdningsniveau. Som vismændene selv peger på, vil en regulering af dette yderligere begrænse gennemslaget af pengepolitikken.
 
”Det er positivt, at vismændene er nuancerede i deres gennemgang af rentetilpasningslånenes stabiliserende effekt i perioder med en svag økonomisk udvikling,” forklarer Finansrådets formand, som dog undrer sig over, at vismændene foreslår yderligere regulering med en grænse for rentetilpasning på husholdningsniveau.
 
”Finanstilsynet har allerede foreslået en række pejlemærker i tilsynsdiamanten for realkreditområdet, som naturligt vil nedbringe udbredelsen af rentetilpasningslån. Det, kombineret med at sektoren gennem det seneste år selv har arbejdet med at håndtere problemstillingen, vurderer vi som værende tilstrækkeligt i forhold til at sikre husholdningernes økonomi og et stabilt boligmarked,” siger Tonny Thierry Andersen.
 
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her