Forside Presse Pressemeddelelser 2015 Bankernes checksam...

Bankernes checksamarbejde ophører ved udgangen af 2016

4. september 2015

​Brugen af check har de seneste år været markant faldende i takt med, at der er kommet nye effektive elektroniske alternativer til checken. Antallet af udstedte check er siden midt 80’erne faldet fra over 200 mio. stk. til 2,3 mio. stk. i 2014 og ca. 1 mio. stk. i første halvår af 2015. I kombination med relativt faste høje omkostninger ved håndtering af check har faldet givet en markant stigende stykpris for både kunder og banker.

Den digitale udvikling, modernisering af clearingen og udbredelsen af betalingskort og nye betalingsløsninger, som fx Swipp og MobilePay, betyder, at der er en række effektive alternativer til check.

Hovedparten af de kunder, som i dag anvender check, er større erhvervskunder. Her kan anvendelsen af checken blandt andet erstattes af mere effektive elektroniske alternativer som konto-til-konto overførsler eller tilbagebetalinger via Betalingsservice.
 
Bankerne har på den baggrund truffet beslutning om at ophæve checksamarbejdet. For at sikre brugere af check god tid til at finde alternativer ophører checksamarbejdet først ved udgangen af 2016.
 
Ophævelsen af samarbejdet betyder, at de enkelte banker ikke længere er forpligtet til at indløse check, udstedt af andre banker. De enkelte banker kan dog fortsætte med at udstede check til egne kunder eller indgå bilaterale aftaler med andre banker om indløsning af check.
 
Kunder kan få yderligere informationer hos deres egen bank.
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her