Forside Presse Pressemeddelelser 2015 Danskerne glemmer ...

Danskerne glemmer at beskytte sig på nettet

9. oktober 2015

Danskerne er ikke dygtige nok til at beskytte deres egne fortrolige oplysninger på nettet. Vi genbruger adgangskoder i stor stil, gemmer billeder på mobilen af vores NemID-nøglekort og beskytter ikke oplysninger på smartphones og tablets mod forskellige angreb, viser tal fra Digitaliseringsstyrelsen.


Danskerne bliver i stigende grad udsat for angreb på nettet fra digitale tricktyve, der forsøger at misbruge dine informationer.


Der har været en stigning de seneste år i antallet af både hackerangreb og såkaldte phishingmails, hvor svindlere forsøger at franarre godtroende internetbrugere deres brugernavn, adgangskode eller kreditkortoplysninger.


”Vi vil hjælpe befolkningen med at blive bedre til at beskytte sig på nettet. Først og fremmest ved at fortælle, hvordan man foretager nødvendige sikkerhedsprocedurer af fortrolige oplysninger. Men også ved at oplyse om, hvad man skal være opmærksom på ved såkaldte phishingmails, der har til hensigt at narre modtageren,” siger Cecile Christensen, kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen. ”Det er vigtigt at være opmærksom på, at en offentlig myndighed, NemID eller din bank aldrig vil bede dig om at fremsende din NemID-nøgle,” fastslår Cecile Christensen. 

Genbruger adgangskoder i stor stil 

Det er for eksempel et problem, at 41 % af danskerne genbruger adgangskoder. Det er især de unge under 20 år, hvoraf 56 % genbruger passwords, mens det kun gælder for 30 % af de ældre over 65 år.
 
”To af de mest brugte passwords er ’123456’ og ’password’, og generelt skal man forsøge at skabe en så stor variation som muligt i sine adgangskoder. Unge har langt flere login til forskellige net-tjenester, og det kan være svært at huske alle sammen. Hvis du for eksempel bruger samme password til Facebook og netbank, løber du en risiko,” siger Cecile Christensen.
 

Smartphones udgør stor risikogruppe   

Også billedkopier på telefonen af nøglekort fra NemID udgør en væsentlig sikkerhedsrisiko. Bankernes interesseorganisation Finansrådet konstaterer en øget risiko for, at bankkunder får misbrugt deres konti efter at have affotograferet og gemt nøglekortet fra NemID på telefonen.
 
”Hvis en uvedkommende får adgang til din telefon eller tablet, hvor der ligger et billede af dit NemID-nøglekort, kan de hente dine bankoplysninger eller andre følsomme data,” siger underdirektør i Finansrådet Michael Busk-Jepsen. Han oplyser desuden, at det især er personer i alderen 30-39 år, der opbevarer nøglekortet digitalt.
 
Ifølge tal fra Digitaliseringsstyrelsen beskytter kun en tredjedel af danskerne deres smartphone. Til sammenligning beskytter
84 % deres pc.
 
”Mange brugere lever med en falsk tryghed om, at de er beskyttet mod virus og hacking på tablets og telefoner. Men trusler mod de mobile platforme er et voksende problem, som vi i fællesskab skal blive bedre til at afhjælpe i fremtiden. Lige nu skal danskerne især være opmærksomme på det, vi kalder ”smishing”, hvor brugerne via et link i en sms på smartphones og tablets narres til at udlevere fortrolige oplysninger til it-kriminelle,” siger kontorchef Cecile Christensen fra Digitaliseringsstyrelsen.
 
Tallene i pressemeddelelsen er baseret på rapporterne ’DKCERT Trendrapport (2014)’, ’Borgernes informationssikkerhed (2015)’ samt ’Nets – nøglekort og sikkerhed (2015).
 
 
Fakta: Det skal du være opmærksom på
  • Tag aldrig et billede på din telefon af dit NemID-nøglekort.
  • Hold styresystem og programmer opdateret.
  • Anvend sikkerhedsprogrammer (antivirus, antispyware, firewall mv.).
  • Vær forsigtig med at åbne vedhæftede filer eller links, du får
    tilsendt uopfordret.
  • Brug sikre adgangskoder på mindst otte tegn, gerne flere.
    Koderne skal bestå af store og små bogstaver, tal og specialtegn.
  • Brug ikke samme password til forskellige tjenester.
  • Følg ikke links i mails, der beder om fortrolige oplysninger.
  • Beskyt dine mobile enheder og trådløse netværk med en kode.
  • Hvis du bruger et ubeskyttet trådløst netværk, så indstil telefonen
    til at glemme det, når du er færdig.
Kilde: DKCERT, Digitaliseringsstyrelsen og Finansrådet
 
Kontaktinformationer:

Thomas Søie Hansen
Journalist, Finansrådet
Telefon: +45 3016 1098
Mail: tsh@finansraadet.dk

Geske Fischer-Hansen
Kommunikationsrådgiver, Digitaliseringsstyrelsen
Telefon: +45 4090 6073
Mail: gfh@digst.dk
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her