Forside Presse Pressemeddelelser 2016 Danske bankrådgive...

Danske bankrådgiveres uddannelse blåstemplet af EU og Finanstilsynet

13. maj 2016

​Når danskerne møder en bankrådgiver i forbindelse med køb eller salg af bolig kan de trygt regne med, at rådgiverne lever op til nye skrappe krav fra både EU og Finanstilsynet. 
 
Det fastslår Finanstilsynet, der har blåstemplet de eksisterende uddannelser, bankrådgiverne får i dag, inden de rådgiver om økonomi i forbindelse med bolighandel. Og det glæder både Finansforbundet, der organiserer de bankansatte samt Finansrådet, bankernes interesseorganisation, som begge ønsker at synliggøre den værdiskabende rådgivning, der sker i den finansielle sektor.  
 
- Vores ambition er jo også, at forbrugerne er så godt klædt på som muligt, når de skal træffe økonomiske beslutninger om så vigtige emner som køb og salg af bolig. Så vi glæder os naturligt over, at Finanstilsynet bekræfter, at de uddannede i bankerne allerede i dag har et niveau, der opfylder de nye krav fra EU, siger juridisk direktør i Finansrådet, Kenneth Joensen.
 
I Finansforbundet understreger næstformand Solveig Ørteby, at blåstemplingen cementerer, at medarbejderne i den finansielle sektor generelt er veluddannede.
 
”Det viser blåstemplingen fra Finanstilsynet, og den er vi glade for. Også bankkunderne skal glæde sig. Der stilles rigtig høje krav til uddannelsesniveauet, og samtidig er vi jo helt bevidst om, hvordan kompetencer løbende skal vedligeholdes og udvikles, hvis man er ansat i sektoren,” siger Solveig Ørteby, næstformand i Finansforbundet.
 
Det er Finanstilsynet, der i udkast til ”Vejledning til bekendtgørelse om kompetencekrav til boligkreditgivere og boligkreditformidlere” slår fast, at de eksisterende bankuddannelser, det vil sige ”finansøkonom” og en uddannelse fra hhv. bank- eller sparekasseskolen, allerede opfylder de krav, som de nye EU-regler altså fremadrettet sætter til boligrådgivernes kompetencer.

 
Yderligere oplysninger:
Finansforbundet: Kristian Lind, 6120 4214
Finansrådet: Nina Munch-Perrin, 3016 1006
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her