Forside Presse Pressemeddelelser 2016 Finansrådet kæmper...

Finansrådet kæmper for gennemsigtighed på lånemarkedet

25. august 2016

​Finansrådet har sendt høringssvar til regeringens lovforslag om en ny markedsføringslov. Et skridt i den rigtige retning, lyder det fra Finansrådet, som dog er kritisk over for udsigten til at ophæve skiltningsbekendtgørelsen.
 
Lovforslaget indeholder en række nye tiltag som for eksempel en klarere opdeling af vildledningsbestemmelserne og en lempeligere regel for uanmodet elektronisk post mellem erhvervsdrivende. Det er gode elementer, mener Finansrådet.
 
- Det er afgørende, at den digitale udvikling i samfundet også afspejles i al ny lovgivning. Udkastet til den nye markedsføringslov er dog udfordret af de forældede EU-regler, lyder det fra juridisk direktør i Finansrådet, Kenneth Joensen.
 
Gennemsigtighed
Markedsføringslovsudvalget har derudover beskæftiget sig med skiltningsbekendtgørelsen, der fastsætter krav til prisinformation på lån for ikke-finansielle virksomheder, såkaldte kvik-låneselskaber.
 
Et flertal har indstillet, at bekendtgørelsen for disse selskaber ophæves, mens de tilsvarende skiltningsregler for bankerne opretholdes. Det stiller Finansrådet sig yderst kritisk over for, idet det vil ødelægge gennemsigtigheden og konkurrencen på lånemarkedet. Kritikken bakkes op af både Forbrugerrådet Tænk og prisportalen MyBanker.
 
- Forslaget vil medføre en væsentlig forringelse af forbrugernes mulighed for via låneudbyderens hjemmesider at undersøge priserne på udlån fra udbydere, der ikke er omfattet af reglerne for finansielle virksomheder. Det vil i sidste ende betyde, at gennemsigtigheden svækkes, og det er vi ikke fortaler for, fastslår Kenneth Joensen.
 
Finansrådet lægger i sit høringssvar op til, at bekendtgørelserne i stedet tilpasses den digitale udvikling, så skiltningskravene i stedet begrænses til kun at gælde virksomhedernes hjemmesider, idet det er her, forbrugerne i praksis søger informationen. Forbrugerne efterspørger typisk ikke længere alle prisoplysninger i forretningslokalet.
 
- Hvis der er tale om markedsføring af lån, er der ens krav for alle virksomheder i markedsføringsloven. Men hvis der ikke fremgår en rentesats eller en talstørrelse af markedsføringen, er der ingen pligt til at oplyse en række standardoplysninger om lånevilkårene i markedsføringen. Derfor er skiltningsreglerne vigtige for gennemsigtigheden, slutter Kenneth Joensen.
 
 
For yderligere oplysninger kontakt Finansrådets pressechef Stine Luise Hansen på telefon: 3016 1009 eller på slh@finansraadet.dk
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her