Forside Presse Pressemeddelelser 2016 For få virksomhede...

For få virksomheder søger om egenkapitalfinansiering

7. april 2016

Virksomheder bør i højere grad overveje egenkapital, når de søger finansiering. Det mener Finansrådet, som samtidig konkluderer, at for få virksomheder benytter sig af den mulighed.  

Danmarks Statistik har tre gange siden 2007 spurgt et udvalg af små og mellemstore virksomheder om deres konkrete finansieringstiltag, herunder om de har søgt andet end lånefinansiering i banken, fx egenkapitalfinansiering, der modsat et lån er mere risikovilligt.
 
 

Penge af hente

Finansiering med egenkapital egner sig godt til iværksættere, der har større investeringer foran sig og har brug for kapital til at løbe en større risiko for at skabe vækst i forrentningen, eller til virksomheder, der i forvejen har en høj andel af gæld, og derfor kan gøres mere robuste med mere egenkapital.
 

Hvor ca. 7 pct. af de små og mellemstore virksomheder søgte egenkapital i 2010, var tallet i 2007 og 2014 tættere på 3-4 pct.

- Det er en meget lille andel af de små og mellemstore virksomheder, der de seneste år har valgt at søge mere egenkapital. Det er tankevækkende, når vi samtidig kan se, at når virksomhederne først har taget beslutningen om at søge, får de færreste et nej, siger cheføkonom i Finansrådet Niels Storm Stenbæk.
 
Blot 12 pct. fik i 2014 hverken helt eller delvist opfyldt deres behov. Finansrådets beregninger viser også, at de største af de små og mellemstore virksomheder har en højere tendens til at søge mere egenkapital. Havde virksomheden fx mellem 100 og 249 ansatte er sandsynligheden for at have forsøgt sig ca. 4,8 pct. Havde den under 9 ansatte tilsvarende ca. 1,6 pct.
 
Beregningerne peger desuden på, at virksomheder med høj gæld rent faktisk forsøger at øge deres robusthed med mere egenkapital, samt at virksomheder, der ikke kan polstre sig via indtjeningen, i højere grad forsøger sig med ny kapital.
 
Figur 1. Andel af SMV’er, der søgte egenkapitalfinansiering
Kilde: Danmarks Statistik og Finansrådets beregninger. 

 

 

Hvis behov, så overvej om risikovillig kapital kunne være en løsning

Undersøgelsen kortlægger også årsagerne til, at flere ikke søger egenkapitalfinansiering. Tallene viser, at ca. 60 pct. og 30 pct. af virksomhederne i 2014 svarede, at de ikke havde et behov eller søgte anden finansiering i stedet for, så som lån i en bank. Ca. 5 pct. af virksomhederne ønskede ikke at afgive den kontrol med virksomheden, som ny egenkapital kan indebære, mens 3 pct. ikke anså det som muligt.
 
 - Skal vi have flere virksomheder til at søge om egenkapitalfinansiering er det en forudsætning, at dem, der har behovet, oplever, at rammerne for at få egenkapitalfinansiering er gode. Det kræver bedre vilkår, og det arbejde vil vi gerne bidrage til i Finansrådet, slutter Niels Storm Stenbæk.
 
Figur 2. Andel virksomheder, der ikke søgte
             egenkapitalfinansiering
Anm.: Summer ikke til 100, da virksomheder kan sætte flere kryds, samt kategorier som ikke indgår begge år udebliver. Ingen tal for 2007.
Kilde: Danmarks Statistik og Finansrådets beregninger. 
 
 
 
Yderligere oplysninger:
Finansrådets pressechef Stine Luise Hansen på telefon 3016 1009 eller mail slh@finansraadet.dk.

 

 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her