Forside Presse Pressemeddelelser 2016 Godt fokus på erhv...

Godt fokus på erhvervsliv i ny digital 2020-strategi

12. maj 2016

​Regeringen, KL og Danske Regioner har netop offentliggjort den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som fastlægger målsætningerne for digitalisering i det offentlige frem mod 2020. Inklusiv et tiltrængt fokus på erhvervslivet og vækstpotentialet.

Det glæder Finansrådet, bankernes interesseorganisation, fordi erhvervslivet er et helt nødvendigt fokus, hvis hele samfundet skal nyde godt af øget digitalisering.

”Det er rigtig godt at se, hvordan erhvervslivets bidrag til digitalisering er i fokus. Der er vigtigt både at fokusere på gevinster ved digitalisering i den offentlige såvel som i den private sektor, hvis Danmark fortsat ønsker at iføre sig førertrøjen,” siger Finansrådets vicedirektør Louise Caroline Mogensen.
 
 
Figur: Danmark i front på digitalisering - men andre lande har mere fart på!
Anm.: Rød: Steg mindre end i EU som helhed 
          Grøn: Steg mere end i EU som helhed
Kilde: EU-Kommissionen
 
Finansrådet og 24 andre erhvervs-og interesseorganisationer gik sidste år sammen om et initiativkatalog til den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. En række af initiativerne er afspejlet i den nye strategi. Der er blandt andet er fokus på at styrke cybersikkerheden i det offentlige, bringe flere offentlige data i spil, integrere alle erhvervsrettede løsninger i Virk og automatisere virksomhedernes indberetninger til det offentlige, så data genbruges og der undgås dobbeltindberetninger.
 
Den finansielle sektor har i mange år været frontløbere på dele af den digitale udvikling i Danmark. Blandt andet ved at have skabt verdens måske mest moderne betalingsinfrastruktur. En infrastruktur, der gør det muligt at udvikle nye fremsynede løsninger og produkter og skabe vækst og arbejdspladser.
 
"Bankerne har i mange år gået forrest i at gribe digitaliseringen og har gode erfaringer fra et tæt samarbejde med det offentlige. Vi vil fortsat gerne bidrage til at løfte - også - den nye strategi frem mod 2020. Sammen kan vi skabe de bedst mulige vilkår for et digitalt Danmark,” siger Louise Caroline Mogensen.
 
 
 
 
Yderligere oplysninger:
Kommunikationsdir.: Nina Munch-Perrin på telefon: 3016 1006 eller mail: nmp@finansraadet.dk
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her