Forside Presse Pressemeddelelser 2016 Ny markedsføringsl...

Ny markedsføringslov vil sikre bedre kompetencefordeling

1. juli 2016

Markedsføringslovsudvalget har i dag afleveret en 500 siders rapport. Rapporten indeholder også forslag til en ny markedsføringslov. Finansrådet er tilfreds med, at der lægges op til en klarere kompetencefordeling mellem Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden.
 
Lovforslaget forventes fremsat af erhvervs-og vækstministeren i efteråret 2016, så Danmark kan få en ny markedsføringslov i sommeren 2017.
 
Lovforslaget indeholder såvel en videreførelse af en række rent danske bestemmelser som bestemmelser, hvor der foreslås en meget direktivnær implementering i forhold til relevante direktiver, for eksempel direktivet om urimelig handelspraksis, som lovforslaget genimplementerer.
 
Finansielle virksomheder
I forhold til de finansielle virksomheder er Finansrådet tilfreds med, at lovforslaget indeholder en præcisering af kompetencefordelingen mellem Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden.
 
- Konkret betyder det, at hvis en finansiel virksomhed har søgt råd i Finanstilsynet og har indrettet sin virksomhed efter rådet, kan Forbrugerombudsmanden ikke efterfølgende anlægge straffesag mod virksomheden, hvis Forbrugerombudsmanden ikke  er enig i det råd, tilsynet har givet, siger juridisk direktør Kenneth Joensen og fortsætter:
 
- Den præcisering er vi tilfredse med, og det vil give større retssikkerhed for virksomhederne, slutter Kenneth Joensen.
De to myndigheder har fælles kompetence i forhold til sager om blandt andet prisoplysninger, vildledende handlinger og udeladelser i markedsføring.
 
 
For yderligere information kontakt Finansrådets pressechef Stine Luise Hansen på telefon: 3016 1009 eller på slh@finansraadet.dk
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her