Forside Presse Pressemeddelelser 2016 Rapport bekræfter:...

Rapport bekræfter: Reelt og solidt realkreditsystem

16. september 2016

Ekspertudvalget under ledelse af professor Nina Dietz Legind har nu afleveret sin rapport om mobiliteten på det danske realkreditmarked.
 
En samlet finanssektor bestående af Realkreditrådet, Realkreditforeningen og Finansrådet udtaler på baggrund af rapporten:

Der er tale om en gennemarbejdet rapport med mange gode pointer, som igen understreger, hvorfor det danske realkreditsystem er værd at kæmpe for. Rapporten viser, at den danske realkreditmodel er meget gennemsigtig, med lave priser og gunstige vilkår til låntagerne, både hvad angår de løbende kreditomkostninger og fordelagtige indfrielsesmuligheder.
 
Som sektor har vi spillet konstruktivt ind med konkrete anbefalinger, der styrker forbrugerbeskyttelsen yderligere. For eksempel bedre kommunikation om baggrunden for bidragsforhøjelser og mulighederne for at skifte institut, at institutterne fremover ikke må opkræve et indfrielsesgebyr, hvis man som boligejer vil indfri sit lån i varslingsperioden efter en prisstigning samt en forlænget varslingsperiode for prisstigninger.
 
Vidtgående indgreb
Finanssektoren støtter generelt alle anbefalinger i rapporten, som kan øge mobilitet, konkurrence og fleksibilitet i realkreditsystemet. Der er tale om mærkbare stramninger, som vil skærpe forbrugerbeskyttelsen i dansk realkredit.
 
Kun på et punkt kan sektoren ikke støtte rapportens anbefalinger. Det drejer sig om forslaget om at fjerne virksomhedernes mulighed for at få dækket omkostningerne til indfrielse af lån i varslingsperioden i form af handelsomkostninger og kursskæring. 
 
Udvalgets analyser har ikke afdækket forhold, der kan berettige et så principielt vidtgående skridt. Det er unødig indgriben i private virksomheders prispolitik og prisdannelsen på et frit konkurrencemarked. Kurtage og kursskæring ved indfrielse af lån afspejler omkostninger forbundet med køb af obligationer, hvor låntager kan vælge selv at købe obligationerne på et frit marked.
 
Stigende kapitalkrav 
Rapporten slår samtidig fast, at stigende kapitalkrav medfører stigende priser på realkreditlån. Rapporten bekræfter også, at det er afgørende for realkreditinstitutterne, at de har adgang til at justere priserne. Det er nødvendigt, hvis man skal kunne bevare et robust realkreditsystem, som ikke at forglemme, samtidig er verdens vel nok billigste boligfinansiering.
 
Rapporten konkluderer samtidig, at kommende kapitalkrav, der ligger i pipelinen, de såkaldte Basel IV-krav, kan vise sig at være særdeles voldsomme. Tidligere på året regnede den samlede finanssektor sig frem til at niveauet lå på omkring 130 mia. kr., hvis udspillet bliver gennemført som det foreligger i dag. Se vores analyse her. 
  
Yderligere oplysninger:
Carsten Brink, kommunikationschef Realkreditrådet,
tlf. 31 23 1654

Stine Luise Hansen, pressechef Finansrådet & Realkreditforeningen
tlf: 30 16 10 09 
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her