Forside Presse Pressemeddelelser 2017 Banker og forbruge...

Banker og forbrugere advarer mod at skrotte skiltningsregler

30. januar 2017

Politiken skriver i dag, at Finans Danmark og Forbrugerrådet Tænk går sammen i en fælles advarsel mod at ophæve de regler, der forpligter kviklånsfirmaer, bilforhandlere, elektronikbutikker og andre mindre låneudbydere til tydeligt at skilte med priserne på deres lån.
 
I dag skal både finansielle og ikke-finansielle låneudbydere oplyse om de samlede kreditomkostninger på alle deres lån både i butikslokalerne og på firmaernes hjemmesider. Nu vil regeringen dog ophæve skiltningsreglerne for de ikke-finansielle låneudbydere, så priserne alene skal oplyses, når lånene bliver markedsført.

-Vi ser på det med stor alvor, for vi synes ikke, det er heldigt, hvis man på dette specielle lånemarked får mulighed for at sælge sine produkter som nogle af markedets billigste, uden at man behøver lægge tallene på bordet, før kunden underskriver lånedokumentet, siger Finans Danmarks administrerende direktør Ulrik Nødgaard til Politiken.

Han bakkes op af Forbrugerrådet Tænks direktør Lars Pram. Han påpeger, at skiltningsreglerne bl.a. sikrer, at forbrugerne har mulighed for sammenligne priser på forskellige lån hjemme på computeren, inden man faktisk ansøger om lånet.

-Rigtig mange forbrugere træffer jo beslutningen om et konkret lån til eksempelvis en fladskærm eller en bil lang tid inden, de får lånedokumentet i hånden. Derfor er det bare så vigtigt, at man som forbruger får en fornemmelse af, hvad lånene koster, inden man beslutter sig. Og derfor skal priserne stå på skiltene nede hos bilforhandleren, ude i butikkerne og på nettet, siger Lars Pram til Politiken.
 
Du kan læse Politikens artikel her.
 

For yderligere oplysninger:
Kontakt Finans Danmarks pressechef Stine Luise Hansen på tlf. 3016 1009 eller slh@finansraadet.dk

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her